Luc Besson

Artikel type
boern
stud.comm. Charlotte Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information, 2007.
Main image
Besson, Luc
Foto: Polfoto

“Hvis virkelighedens verden er en atombombe, så er jeg og mine film en aspirin imod atombomben.” Noget i den retning har den kendte filminstruktør Luc Besson, der er bedst kendt for actionfilm og overdådige science fiction komedier, sagt. Nu er den franske aspirin imidlertid gået i gang med at præparere børnene ved at skrive børnebøger. Luc Besson har gennem de sidste tyve år haft stor succes som filminstruktør, filmproducent og manuskriptforfatter, blandt andet med film som “Subway”, “The Big Blue”, “Nikita” og “Det femte element”. Bessons børnebogsdebut er en serie på fire bind, som handler om den tiårige dreng Arthur, hans hund Alfred og den elskelige mormor, Mammi. Handlingen udspiller sig i Mammis baghave – en fredelig og helt almindelig baghave, der forvandler sig til en kæmpe urskov med en smuk prinsesse, en skat, et kongerige at vinde og en forsvundet morfar at finde.

28979843

 

Blå bog 

  • Født: 18. marts 1959 i Paris, Frankrig.
  • Uddannelse: Selvudlært filminstruktør.
  • Debut: Arthur et les Minimoys, 2002 (Arthur og Minimoyserne, 2006).
  • Litteraturpriser: Ingen.
  • Seneste udgivelse: Arthur og den store krig. Nyt Nordisk Forlag, 2007. (Arthur et les Minimoys, tome 4: Arthur et la guerre des deux mondes. 2005).

Baggrund

“Din bedstefar var æresborger hos Bogo-Matassalajerne. Jeg må da også indrømme, at han gjorde virkelig meget for dem: Han lavede brønde, vandingssystemer, dæmninger… Han lærte dem skam også at bruge spejle til at kommunikere med hinanden og transportere energi, forklarer Bedstemor stolt. ”Og da tiden var inde til at rejse, forærede de ham som tak en stor pose rubiner, den ene større end den anden.” ”Wow!”, udbryder Arthur. ”Men din bedstefar var slet ikke interesseret i skatten. Han var ude efter noget helt andet”, betror Bedstemor ham. ”Han ville have hemmeligheden om, hvordan man besøger Minimoyserne.”
“Arthur og Minimoyserne”, s. 41.

Luc Besson blev født i Paris i 1954 og voksede op i Grækenland og det tidligere Jugoslavien, hvor hans forældre begge arbejdede som dykkerinstruktører.

At hans barndom og ungdom udspillede sig lige så meget i havet som på landjorden satte da også sit præg på den unge Luc: hans barndomsdrøm var at blive marinebiolog og arbejde med delfiner. Samtidig udviste han allerede som barn og ung en enorm kreativitet og skriveglæde, måske fordi han ikke havde adgang til tv, før han blev seksten år.

Som syttenårig kom han ud for en ulykke, mens han dykkede, hvilket satte en stopper for hans ambitioner om at blive marinebiolog. I stedet flyttede han til Paris og søgte ind på filmakademiet. Her blev han afvist, og da det samme filmakademi femten år senere inviterede ham til at undervise hos dem, var det Bessons tur til at afvise dem. Han svarede, at hvis han skulle undervise nogle, så skulle det være dem, som ikke passede ind i filmakademiets smag. I stedet tog den attenårige Luc forskellige småjobs indenfor filmbranchen. Året efter skrev og færdiggjorde Luc Besson sit første filmmanuskript, en historie der senere blev til “Det femte element”. På et tidspunkt boede han tre år i USA, men vendte tilbage til Paris og startede sit eget filmproduktionsselskab.

Luc Besson var i 1980’erne og 1990’erne en del af det såkaldte Cinema du look, en betegnelse for en ny, postmoderne bølge indenfor fransk film. Betegnelsen Cinema du look dækker over, at filmenes stil og form – deres look – ifølge kritikere, var højere prioriteret end indholdssiden. I flere af Bessons film, som for eksempel “Det femte element” og “Nikita”, optræder der hårdtslående kvindelige actionhelte. Måske en konsekvens af at han har fire døtre – et kræsent publikum, der krævede at være hovedperson i godnathistorierne?

Luc Bessons debutbog “Arthur og Minimoyserne”, der udkom i Frankrig i 2002, var egentlig tænkt som et klassisk filmmanuskript til at begynde med. Han har fortalt, at hans omgivelser et års tid senere begyndte at spørge ham: Hvad laver du?” Så han tænkte: Jeg tror, det måske ville være en god ide at skrive bogen, så folk kan lære den verden bedre at kende. Når du ser “Narnia” eller “Lord of the Rings” eller “Harry Potter”, forstyrrer bogen ikke filmen. Jeg synes, at det er det omvendte. Jeg synes, det hjælper filmen, fordi folk kan involvere sig. Når filmen kommer, kan folk konfrontere/sammenligne deres egen fantasi med min.

Luc Besson fortæller i et tv-interview til DR’s “Troldspejlet”, hvad han synes, at børn kan få ud af historien om Arthur: “Jeg nyder, at jeg kan sige til børnene: I siger altid, at tiårige børn ikke kan noget som helst. I siger, at de er for små. Så siger jeg: Forestil jer, at I er endnu mindre, men kan gøre langt mere, end når I er ti år gamle. I kan flyve på en myg, kæmpe som en prins, I kan bekæmpe slyngler. I kan flyve i en valnød, I kan gøre en masse helt vilde ting.”

Besson har med Arthur-fortællingerne bevæget sig ud på nyt kreativt terræn både hvad angår bogserien og filmatiseringen af de to første bøger med titlen “Arthur og Minimoyserne”, der havde dansk biografpremiere i vinteren 2007. Filmen er halvt animationsfilm og halvt live-action, og det er første gang den ellers erfarne filmmager prøver kræfter med den slags.

De tre første bøger i serien er udkommet på dansk og i efteråret 2007 udgives den fjerde bog i rækken. Luc Bessons bøger er blevet en børnebogsbestseller af dimensioner – alene i Frankrig har salgstallet overstegt én million eksemplarer.

Eventyr i baghaven

““Hvad er der her?”, spørger Arthur og håber, at han har hørt forkert. ”Den direkte vej til Nekropolis, med enkeltbillet”, forklarer Selenia, mens hun stirrer ned i det bundløse hul. ”Herfra begynder det ukendte. Ingen Minimoyser er nogensinde vendt tilbage fra mareridtets by. Så tænk jer om, før I følger mig”, advarer prinsessen.”
Luc Besson: “Arthur og Minimoyserne”, s. 222

“Arthur et les Minimoys” fra 2002 (“Arthur og Minimoyserne”, 2006) er første bind i serien om den tiårige dreng Arthur. Han bliver passet af sin mormor i sommerferien i hendes elskede hus ude på landet, hvor hunden Alfred også bor. Det fremgår ikke af historien, hvilket årstal den udspiller sig, men vi befinder os et sted imellem 1900 og 1960. Bilen er i hvert fald en nyopfindelse, og de første lygtepæle er lige blevet rejst i den lille landsby, som både kan ligge i USA og i Frankrig: “Og selv om de første lygtepæle har gjort deres indtog på hovedgaden, så lyser de ned over langt flere hestevogne og cykler end nymodens automobiler”. Det er en hyggelig og ikke alt for fjern fortid, hvor man stadig tror ensidigt og lidt naivt, at europæere i Afrika gjorde et godt stykke arbejde med at civilisere afrikanerne. Men vi befinder os også lige på kanten til en ildevarslende modernitet, som truer med at jævne den landlige idyl med jorden og i stedet opføre betonbygninger. Historien indfanger den tidsånd, der hersker lige på kanten mellem et traditionelt samfund, hvor solidariteten stadig findes, og et moderne samfund, hvor udviklingen accelererer. På den måde emmer bogens stemning af nostalgi.

28753918

Arthurs forældre har ikke rigtig tid til ham, og kommer ikke en gang for at fejre hans tiårs fødselsdag med ham. Tilmed er morfaren forsvundet sporløst for fire år siden, og siden da er det gået ned ad bakke med både mormorens økonomi og humør. Men morfaren har efterladt sig lidt af et eventyrbibliotek, fyldt med dagbøger og malerier fra hans og Mammis mange år i Afrika. En af dagbogsanekdoterne fanger Arthurs opmærksomhed. Den handler om Minimoyserne, et folk der er så lille, så man næsten ikke kan se det med det blotte øje. De måler kun to millimeter, til forskel fra deres broderfolk, Bogo-Matassalajerne som er et højt folkefærd på over to meter. Og selv om morfaren hævdede, at han tog nogle Minimoysere med hjem fra Afrika, var der ingen, der rigtig troede på ham. Arthur finder imidlertid et maleri af Minimoysernes prinsesse, Selenia, og et enkelt blik på hendes portræt, så er han solgt. Historien rummer desuden en skat i form af en stak røde rubiner, som morfaren engang efter sigende har gravet ned i haven, der hvor Minimoyserne holder til.

Mammis pengekrise begynder at kradse. Og krisen banker på døren på Arthurs fødselsdag, lige midt i lagkagen, da den ondskabsfulde Hr. Davido kommer for at opkræve gæld. Han er bolighaj og i øvrigt en grisk person, og endnu værre er det, at han ejer Mammis hus. Mammi har lige nøjagtig tre dage til at stille med en masse penge, ellers skal hun ud. Hvis det sker, vil Hr. Davido jævne huset med jorden og plastre grunden til med betonbygninger. Arthur indser, at han må gøre noget for at redde situationen, så pengenød og eventyrlyst bliver startskuddet for Arthurs rejse ned i baghaven på en mission, hvor han skal søge efter både rubinerne og sin bedstefar.

Da han selv er blevet to millimeter høj, ankommer Arthur til Minimoysernes lille bitte verden. Her er et græsstrå ligeså højt som et træ, og et sugerør kan bruges til at oversvømme hele landsbyer. Han fortæller den alvorlige nyhed om Hr. Davidos betonplaner, men han finder hurtigt ud af, at Minimoyserne har deres egne lige så alvorlige problemer at slås med. De skal nemlig bekæmpe Den Modbydelige Maltazar, der fra sit kongerige Nekropolis truer Minimoyserne og de andre seks Jorder med udslettelse og slaveri.

Men hvad sker der, da Arthur møder prinsesse Selenia og hendes lillebror, Betameche? Kan Arthur og Selenia gøre fælles front mod Den Modbydelige M? Og kan Arthur måske oven i købet gøre sine hoser grønne over for prinsesse Selenia?