Michael Ende

Jens Thorhauge. 1987.
Main image
Ende, Michael

Indledning

Personerne i Michael Endes bøger bliver ofte spillet et puds af kræfter, som de ikke kender eller ikke kender godt nok. Resultatet er, at deres kurs mod et mål er zig-zag'ende. Læser man forfatterskabet, ser man, at det er ét stort forsvar for det muntre, fabulerende, kærlige, hele menneske. Tilsvarende angriber det de kræfter, der vil gøre mennesker til redskaber. I Momo er det tidsrøverne, i Gøglereventyr fabrikken og i Den uendelige historie er det kræfter i de enkelte menneske, herskesyge og griskhed, der truer med at gøre mennesket "halvt".

 

48190561

Blå bog

Født: 12. november 1929 i Garmisch-Partenkirchen.

Død: 28. august 1995 i Filderstadt.

Uddannelse: Skuespiller. Arbejdede som teaterregissør.

Debut: Jim Knap og Lukas Lokomotivfører. Sommer & Sørensen, cop. 1985 (Jim Knopf und Lukas der Lokomotivführer, 1960).

Litteraturpriser: Janusz-Korczak-Prisen, 1981. Lorenzo il Magnifico-prisen, 1982.

Seneste udgivelse: Ende, Michael og Wieland Freund: Rodrigo Røverkonge og hans væbner Valde. Gyldendal, 2020. (Rodrigo Raubein und Knirps, sein Knappe, 2019). Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren.

 

 

Artikel type
faktalink

Introduktion

Personerne i Michael Endes bøger bliver ofte spillet et puds af kræfter, som de ikke kender eller ikke kender godt nok. Resultatet er, at deres kurs mod et mål er zig-zag´ende. Sådan er Michael Endes egen kurs som forfatter også.

Da han i 50´erne begyndte at skrive var det med en ambition om at blive skuespilsforfatter. Han arbejdede nemlig som teaterregissør og var irriteret over den dominans, det realistiske skuespil havde i teaterverdenen. Men der skulle gå årtier, før han faktisk fik udgivet et skuespil. Derimod fik han skrevet en eventyrlig børnebog, som han fik retur fra de første ti forlag, han sendte den til. Det var Jim Knap og Lukas Lokomotivfører, der udkom i 1960, og som i ´62 blev fulgt op af en fortsættelse: Jim Knap og de vilde 13 . Bøgerne blev pænt modtaget, og der faldt endda en ungdomsbogpris af. Men så skete der i øvrigt ikke mere i forfatterskabet i de næste ti år. Først i 1973 udkom Momo, der også blev pænt modtaget og prisbelønnet og også stabilt solgt, men ikke tilnærmelsesvis i oplag så store som ti år senere.

Da Ende i 1979 udgav sin tredje roman, Den uendelige historie, var både han og forlæggeren stærkt i tvivl om dens økonomiske bæredygtighed: kunne sådan en bog overhovedet sælge de 20.000 eksemplarer, som prisen var baseret på? Deres tvivl var ubegrundet. Som bekendte blev bogen en eksempelløs succes - og ikke blot i en enkelt bogsæson, men gennem hele perioden siden den udkom, har den ligget på bestsellerlisten i Tyskland og mange af de over tyve lande, hvor den er udkommet. Man skønner i dag, at Endes få bøger sammenlagt har nået et oplagstal på over fem millioner. Og hvad Momo ikke kunne klare, da den udkom, har den senere præsteret: et gigantsalg, der også har medført en filmatisering, (også Den uendelige historie er filmatiseret, i øvrigt i en form Ende selv har fordømt). Ende har gennembrudt oplagsmuren. Hvordan er det gået til? Hvorfor blev Momo først en salgsucces efter 1980, og ikke da den udkom?

Succesen er selvforstærkende. Godt salg skaber filmatisering og omtale, der skaber øget salg osv. Men det er næppe tilfældigt at en fabulerende roman som Momo ikke slog igennem i Tyskland i begyndelsen af 70´erne. Allerede i 1971 forlod Ende Vesttyskland for at bosætte sig i Italien, angiveligt fordi han ikke kunne lide de herskende litterære meninger, der helt overvejende var for en fornuftspræget og realistisk litteratur.

Ende, der er født i 1929, er søn af den tyske surrealistiske maler Edgar Ende. I kort begreb søger surrealismen at frigøre oplevelser knyttet til drøm, fantasi og drift. Oplevelser, der af fornuften ofte fortrænges til det ubevidste. Der er ingen tvivl om, at Ende er dybt påvirket af en surrealistisk billedverden, herunder faderens billeder, der indgår i Spejlet i spejlet. I hans forfatterskab hober drømmebillederne sig op, næsten som i den drømmemine, hvor hovedperson i Den uendelige historie bryder billeder, som ligger i uendelige mængder på marieglas, med det formål at finde et, han genkender. Den dybere årsag til Endes gennemslagskraft tror jeg tilsvarende ligger i, at et publikum pludselig kollektivt i hans bøger har genkendt nogle billeder, der har været forvist til underbevidsthedens drømmemine.

Praktisk taget alle Endes bøger er oversat til dansk. Læser man forfatterskabet, ser man, at det er ét stort forsvar for det muntre, fabulerende, kærlige, hele menneske. Tilsvarende angriber det de kræfter, der vil gøre mennesker til redskaber. I Momo er det tidsrøverne, i Gøglereventyr fabrikken og i Den uendelige historie er det kræfter i de enkelte menneske, herskesyge og griskhed, der truer med at gøre mennesket "halvt".

Jim Knap

Jim Knap er en lille negerdreng, der en dag ankommer i en postpakke til Lummerland. Lummerland har tre indbyggere og en konge, Alfons den Kvart-i-Tolvte, og det består af en ø, der ikke er ret stor. Da kongen dekreterer, at den ikke er stor nok til alle, drager lokomotivføreren Lukas, Emma (hans elskede tykke lokomotiv) og Jim en nat ud i verden, fordi de ikke ville skilles fra hinanden. Turen går til Kina, hvor de møder kejseren, befrier hans datter fra en ond drage, men også til andre riger, under vands og i luften.

21301728

Rejserne bringer dem gennem drømmelandskaber, fortrængninger og illusioner, der alle har form af eventyrlige personer og begivenheder. I ørkenen hinsides Kina møder Lukas og Jim således en kæmpe, som først fylder dem med angst, men som viser sig at være en illusion. Det er kun på afstand, han er en kæmpe. Når man er helt tæt på ham, er han af almindelige menneskelige dimensioner. Kæmpen har hele sit liv længtes efter en menneskelig kontakt, som han ikke har kunnet få, fordi han på afstand tog sig så gruopvækkende ud, at alle flygtede, før de gav sig en chance til at erkende hans sande væsen.

Jim og Lukas kommer tilbage til Lummerland, mysteriet om Jims identitet løses og han får sin kejserdatter LiSi. Men forud er gået en rejse, der peger frem mod Den uendelige historie.

Michael ende opfatter ikke sig selv som børnebogsforfatter, og fremhæver at hans læsere tilhører alle aldersgrupper. Men de to romaner om Jim Knap er børnebøger, der i øvrigt er velegnede til oplæsning. Det er rene eventyrbøger. De foregår i en verden, hvor de almindelige lovmæssigheder er sat ud af kraft, men hvor vittige pusseløjerligheder også kaster lys ind over voksenverdenen.

Momo

Momo har undertitlen En eventyrroman. Men hvor bøgerne om Jim Knap foregår i et helt lukket eventyrunivers uden realistiske elementer, starter Momo med at skildre en nutidig verden, som den kunne se ud i en italiensk by. En dag flytter en lille forældreløs pige ind i et skur i byens ruin af et amfiteater. Det er Momo. Hun er stukket af fra et børnehjem, som hun ikke har lyst til at vende tilbage til, hvad beboerne i kvarteret sådan set godt kan forstå. De hjælper hende så med at indrette sig, og hurtigt bliver hun en del af kvarteret. Momo er usædvanlig god til at lytte, hvilket bliver hendes bidrag til kvarteret, der netop er præget af, at alle hjælper alle. Mange konflikter bliver løst ved, at de bliver fortalt til én, der har tid til at lytte. Og det har Momo. Børnene elsker at lege hos hende, fordi hun er god til at finde på.

06855768

I bogens anden del indtræder der en forandring i det liv, der ellers har præget kvarteret. Børnene begynder at komme med dyrt, men ubrugeligt legetøj. Vennerne bliver væk, og flere og flere jager afsted og siger, at de ikke har tid.

Det viser sig, at der bag ændringerne står et bevidst komplot, som er arrangeret af "de grå herrer". De grå herrer er skildret som en slags robotter i jakketøj og med dokumentmapper. De lever bogstaveligt talt af menneskers tid, men giver sig ud for at vær agenter for "Tidssparekassen", som de får folk til at åbne tidssparekonti i. De grå herrer spiller på menneskers ønske om at have tid nok. Så med løftet om at få et forlænget liv i kraft af al den sparede tid, får de mennesker til at lægge deres liv om. De dropper besøgene hos vennerne, hjælpsomheden over for naboerne og alt, hvad der ikke kan "betale sig". Resultatet er selvfølgelig, at de ikke får tid til noget som helst. Selv Momos venner bukker under for det vanvittige jag. Historiefortælleren Gigi, der tidligere aldrig fortalte den samme historie to gange, bliver ansat i fjernsynet, hvor han må økonomisere med sin tid og sine ideer, der i øvrigt hurtigt tørrer ud. Momo bliver selv opsøgt af en tidsagent. Men ikke alene er hun uimodtagelig for hans tilbud. Hendes evne til at lytte er så stærk, at den tvinger hans sande stemme til at fortælle, at menneskene ikke aner, hvad tid er, og at de derfor er så lette at narre.

Momo lærer hvad tid er. Eventyrlige omstændigheder fører hende til mester Hora, der tildeler menneskene deres tid. Mester Hora, der bor i Intetstedshuset i Aldrigstræde, fører Momo ind i hendes eget hjerte, hvor hun oplever, hvad hun tror er menneskehedens samlede tid, men som i virkeligheden kun er hendes egen. Her ser hun også de timeblomster, der er det poetiske udtryk for denne indre tid, og hvis kronblade de grå herrer ryger. I gådens billede forstår hun her forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Hvordan det lykkes Momo og Hora at knuse de går herrers sammensværgelse skal ikke afsløres. Men det er oplagt, at romanen satiriserer stærkt over et fænomen, som gennemsyrer det moderne samfundsliv, og som invaliderer menneskelivet. Den særlige indre tid, som Momo indkredser og "som urene kun er et dårligt billede på", er uadskilligt forbundet med det hele, ansvarligt fabulerende og legende menneske.

Den uendelige historie

Bastian Balthasar Bux er klassens tykke dreng. Det eneste, han er god til, er at fortælle historier, og det er ikke i kurs, selv om det gør ham til en god ridder i fantasiens rige. Han er hovedperson i Den uendelige historie, som udspiller sig både i en utidig, dagligdags verden, hvor Balthasar må flygte fra ensomhed og ondskabsfulde børn - og den fantasiens verden, som han flygter ind i. De to verdener markeres af to forskellige farver tryksværte, hvilket ikke blot kan være en hjælp for læseren, men som også markerer de to verdeners realitet og skellet imellem dem.

05625351

Der er imidlertid porte i muren mellem de to verdener. Og en sådan port er en bog, som Bastian får fat i. Den hedder Den uendelige historie og er identisk med den bog, som læseren af Ende sidder med. Det lille tryllekneb får os til at forstå denne og mange andre bøgers funktion som virkelighedsmodel og vejviser.

Størstedelen af Den uendelige historie udspiller sig i riget Fantásien, der ved bogens optakt står over for en katastrofe: store dele af riget forsvinder i bogstaveligste forstand og erstattes af sorte huller af tomhed. Indianerdrengen Atreju udpeges til at finde ud af, hvad der er galt. Vi følger ham på hans rejse til den ældgamle hukommelse, skildpadden Morla, forbi insektuhyret Ygramul og mange andre farer til mødet med lykkedragen Fuchur. Rejsen går forbi de to blinkende og dødbringende sfinkser til den store gådeport og frem til oraklet Uyulála, der afslører, at den næring, der holder Fantásien oppe, er, at rigets hersker, den barnlige kejserinde, med mellemrum skal have et nyt navn. Det navns skal hun have af et menneske, der står uden for Fantásien.

Det bliver Bastian, der går ind i Fantásien, redder det og hyldes som frelser. I Fantásien udstyres han med almagt, der beruser ham, og som han i en voldsom oplevelseshunger bruger løs af. Men for hvert ønske han får opfyldt glemmer han noget af sit "virkelige" liv. Og til slut er Bastians identitet ligeså truet af udslettelse, som Fantásien var ved bogens begyndelse. Bastian vil ikke tilbage til det dagligliv, der var fyldt med sorg, og til slut husker han slet ikke, at det findes.

Han bliver reddet fra udslettelse - hvordan kan man læse i romanen. Og hans redning betyder samtidig en erkendelse af venskabets og kærlighedens væsen, som han kan bruge i den dagligdag, bogen startede i, og som er de fleste menneskers.

Den uendelige historie handler om Bastians udvikling. Den er en slags fantastisk dannelsesrejse, der gør ham til et helt menneske, der hverken fornægter den ydre eller den indre verdens realitet. Ende demonstrerer fantasiens styrke ved at udfolde den i et utroligt fabulerende landskab og en åndeløst spændende handling, hvor egenskaber, drømme og andre psykiske fænomener blive til konkret anskuelige figurer, så bogen både kan læses for sin spændende historie og sin næsten uudtømmelige symbolrigdom.

Spejlet i spejlet og Gøglereventyr

Efter Den uendelige historie har Ende skrevet et skuespil, Gøglereventyr, 1982, der i et versificeret og lidt patetisk sprog fortæller om en gøglertrup, hvis cirkus må vige pladsen for en fabrik, men som til gengæld kan få lov at lave reklameshows - hvis de vil skille sig af med den evnesvage Eli ...

Spejlet i spejlet, 1984, består af 30 surrealistiske prosastykker. Her bevæger mennesker sig rundt i en verden fuld af illusioner. Danseren står i positur bag tæppet og venter på, at det skal gå, men teatret er tomt, og tæppet rokker sig ikke. Rejsende tror, de er kommet til en mellemstation, men der afgør aldrig tog. Skuespillere leder efter det ord, der er glemt, og som fik verden til at hænge sammen. De finder det ikke. Andre ser tegn på himlen, der måske er vigtige, men som de ikke forstår. Der er mareridtsagtigt drømmelogik i disse billeder og også brudstykker af græske myter om Ikaros, Ariadne og Minotaurus, men den røde tråd er netop ikke logisk afdækkelig. Det er en stærkt eksperimenterende bog, der i sit værdigrundlag er tæt forbundet med det øvrige forfatterskab, men i sin form peger frem mod nye udviklingsmuligheder for forfatterskabet.

Bibliografi

Bibliografi

Ende, Michael:
Jim Knap og Lukas Lokomotivfører. 1985.
Ende, Michael:
Jim Knap og de Vilde 13. 1985.
Ende, Michael:
Momo. 1981. Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene. Filmatiseret på engelsk.
Ende, Michael:
Den uendelige historie. 1981. Fra A til Å med bogstaver og billeder af Roswitha Quadflied.
Ende, Michael:
Gøglereventyr. 1983.
Ende, Michael:
Spejlet i spejlet. 1984.
Ende, Michael:
Den lille drømmespiser. 1979. Billedbog. Tegninger af Annegert Fuchshuber.
Ende, Michael:
Tage Tyknakke eller Det nøgne næsehorn. 1984. Billedbog.
Ende, Michael:
Lyseslukkerne. 1988. Skuespil. En komisk tragedie i fem akter.
Ende, Michael:
Ophelias skyggeteater. 1988. Billedbog.
Ende, Michael:
Terrinen og suppeskeen. 1990. Børnebog. Et moderne eventyr.
Ende, Michael:
Trylledrikken. 1990. Børnebog.
Ende, Michael:
Hellelils hemmelighed. 1991. Børnebog.
Ende, Michael:
Den lange vej til Santa Cruz. 1992. Børnebog.
Ende, Michael:
Teddybjørnen spurgte - hvorfor er jeg til? 1993. Billedbog.
Ende, Michael:
Frihedens fængsel. Sommer & Sørensen, 1993 (Das Gefängnis der Freiheit, 1993).
Ende, Michael:
Til senere brug - . 1994.
Ende, Michael:
Trolddomsskolen og andre historier. 1995. Fantastiske fortællinger.
Ende, Michael:
Den lille kludedukke. 1996. Billedbog.
Ende, Michael:
Hvorfor mon bamser er til? Turbine, 2008 (Der Teddy und die Tiere). Illustrationer Cornelia Haas. Oversat af Gry Kappel Jensen. Billedbog.
Ende, Michael og Wieland Freund: Rodrigo Røverkonge og hans væbner Valde. Gyldendal, 2020. (Rodrigo Raubein und Knirps, sein Knappe, 2019). Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren.

Om Michael Ende

Hørlych Karlsen, Hugo:
Forvandlingens digtere og og fantasiens virkelighed. Michael Ende og Lloyd Alexanders bøger for børn og unge - og voksne. 1991 (99.4)
Författere och illustratörer för barn och ungdom. Bind 2. Lund 1998 (81.01)

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Michael Ende

Links

Side som indeholder information om Ende og hans bøger, men også om filmene, spillene osv.
Ganske omfattende tysk fanside
Artikel om 'Den uendelige historie'
God artikel om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Michael Ende

Film

Bibliotek.dk

Lån filmen på biblioteket
Lån filmen på biblioteket