Michael Ende

Artikel type
faktalink
Jens Thorhauge.
Main image
Ende, Michael

Personerne i Michael Endes bøger bliver ofte spillet et puds af kræfter, som de ikke kender eller ikke kender godt nok. Resultatet er, at deres kurs mod et mål er zig-zag'ende. Læser man forfatterskabet, ser man, at det er ét stort forsvar for det muntre, fabulerende, kærlige, hele menneske. Tilsvarende angriber det de kræfter, der vil gøre mennesker til redskaber. I Momo er det tidsrøverne, i Gøglereventyr fabrikken og i Den uendelige historie er det kræfter i de enkelte menneske, herskesyge og griskhed, der truer med at gøre mennesket "halvt".

05625351

Blå bog

Født: 12. november 1929 i Garmisch-Partenkirchen.

Død: 28. august 1995 i Filderstadt.

Uddannelse: Skuespiller. Arbejdede som teaterregissør.

Debut: Jim Knap og Lukas Lokomotivfører. Sommer & Sørensen, cop. 1985 (Jim Knopf und Lukas der Lokomotivführer, 1960).

Litteraturpriser: Janusz-Korczak-Prisen, 1981. Lorenzo il Magnifico-prisen, 1982.

Seneste udgivelse: Hvorfor mon bamser er til? Turbine, 2008 (Der Teddy und die Tiere). Oversat af Gry Kappel Jensen. Billedbog.

 

 

Introduktion

Personerne i Michael Endes bøger bliver ofte spillet et puds af kræfter, som de ikke kender eller ikke kender godt nok. Resultatet er, at deres kurs mod et mål er zig-zag´ende. Sådan er Michael Endes egen kurs som forfatter også.

Da han i 50´erne begyndte at skrive var det med en ambition om at blive skuespilsforfatter. Han arbejdede nemlig som teaterregissør og var irriteret over den dominans, det realistiske skuespil havde i teaterverdenen. Men der skulle gå årtier, før han faktisk fik udgivet et skuespil. Derimod fik han skrevet en eventyrlig børnebog, som han fik retur fra de første ti forlag, han sendte den til. Det var Jim Knap og Lukas Lokomotivfører, der udkom i 1960, og som i ´62 blev fulgt op af en fortsættelse: Jim Knap og de vilde 13 . Bøgerne blev pænt modtaget, og der faldt endda en ungdomsbogpris af. Men så skete der i øvrigt ikke mere i forfatterskabet i de næste ti år. Først i 1973 udkom Momo, der også blev pænt modtaget og prisbelønnet og også stabilt solgt, men ikke tilnærmelsesvis i oplag så store som ti år senere.

Da Ende i 1979 udgav sin tredje roman, Den uendelige historie, var både han og forlæggeren stærkt i tvivl om dens økonomiske bæredygtighed: kunne sådan en bog overhovedet sælge de 20.000 eksemplarer, som prisen var baseret på? Deres tvivl var ubegrundet. Som bekendte blev bogen en eksempelløs succes - og ikke blot i en enkelt bogsæson, men gennem hele perioden siden den udkom, har den ligget på bestsellerlisten i Tyskland og mange af de over tyve lande, hvor den er udkommet. Man skønner i dag, at Endes få bøger sammenlagt har nået et oplagstal på over fem millioner. Og hvad Momo ikke kunne klare, da den udkom, har den senere præsteret: et gigantsalg, der også har medført en filmatisering, (også Den uendelige historie er filmatiseret, i øvrigt i en form Ende selv har fordømt). Ende har gennembrudt oplagsmuren. Hvordan er det gået til? Hvorfor blev Momo først en salgsucces efter 1980, og ikke da den udkom?

Succesen er selvforstærkende. Godt salg skaber filmatisering og omtale, der skaber øget salg osv. Men det er næppe tilfældigt at en fabulerende roman som Momo ikke slog igennem i Tyskland i begyndelsen af 70´erne. Allerede i 1971 forlod Ende Vesttyskland for at bosætte sig i Italien, angiveligt fordi han ikke kunne lide de herskende litterære meninger, der helt overvejende var for en fornuftspræget og realistisk litteratur.

Ende, der er født i 1929, er søn af den tyske surrealistiske maler Edgar Ende. I kort begreb søger surrealismen at frigøre oplevelser knyttet til drøm, fantasi og drift. Oplevelser, der af fornuften ofte fortrænges til det ubevidste. Der er ingen tvivl om, at Ende er dybt påvirket af en surrealistisk billedverden, herunder faderens billeder, der indgår i Spejlet i spejlet. I hans forfatterskab hober drømmebillederne sig op, næsten som i den drømmemine, hvor hovedperson i Den uendelige historie bryder billeder, som ligger i uendelige mængder på marieglas, med det formål at finde et, han genkender. Den dybere årsag til Endes gennemslagskraft tror jeg tilsvarende ligger i, at et publikum pludselig kollektivt i hans bøger har genkendt nogle billeder, der har været forvist til underbevidsthedens drømmemine.

Praktisk taget alle Endes bøger er oversat til dansk. Læser man forfatterskabet, ser man, at det er ét stort forsvar for det muntre, fabulerende, kærlige, hele menneske. Tilsvarende angriber det de kræfter, der vil gøre mennesker til redskaber. I Momo er det tidsrøverne, i Gøglereventyr fabrikken og i Den uendelige historie er det kræfter i de enkelte menneske, herskesyge og griskhed, der truer med at gøre mennesket "halvt".

 

 

Jim Knap

Jim Knap er en lille negerdreng, der en dag ankommer i en postpakke til Lummerland. Lummerland har tre indbyggere og en konge, Alfons den Kvart-i-Tolvte, og det består af en ø, der ikke er ret stor. Da kongen dekreterer, at den ikke er stor nok til alle, drager lokomotivføreren Lukas, Emma (hans elskede tykke lokomotiv) og Jim en nat ud i verden, fordi de ikke ville skilles fra hinanden. Turen går til Kina, hvor de møder kejseren, befrier hans datter fra en ond drage, men også til andre riger, under vands og i luften.

21301728

Rejserne bringer dem gennem drømmelandskaber, fortrængninger og illusioner, der alle har form af eventyrlige personer og begivenheder. I ørkenen hinsides Kina møder Lukas og Jim således en kæmpe, som først fylder dem med angst, men som viser sig at være en illusion. Det er kun på afstand, han er en kæmpe. Når man er helt tæt på ham, er han af almindelige menneskelige dimensioner. Kæmpen har hele sit liv længtes efter en menneskelig kontakt, som han ikke har kunnet få, fordi han på afstand tog sig så gruopvækkende ud, at alle flygtede, før de gav sig en chance til at erkende hans sande væsen.

Jim og Lukas kommer tilbage til Lummerland, mysteriet om Jims identitet løses og han får sin kejserdatter LiSi. Men forud er gået en rejse, der peger frem mod Den uendelige historie.

Michael ende opfatter ikke sig selv som børnebogsforfatter, og fremhæver at hans læsere tilhører alle aldersgrupper. Men de to romaner om Jim Knap er børnebøger, der i øvrigt er velegnede til oplæsning. Det er rene eventyrbøger. De foregår i en verden, hvor de almindelige lovmæssigheder er sat ud af kraft, men hvor vittige pusseløjerligheder også kaster lys ind over voksenverdenen.