Magiens stjerne-serien

Citat
”Jules nåede ikke engang at komme på benene, inden den skaldede mand kastede sig over hende. Hans korte, stærke arme låste sig omkring hendes brystkasse i et jerngreb, som hun ikke havde en chance for at vride sig ud af.”
”Familiens sorte får”, s. 58.

Magiens Stjerne- serien består af fem bind: ”Madam Vittas hemmelighed”, ”Sorte hånds broderskab”, ”Familiens sorte får” (alle fra 2012), ”Det skjulte vers” og ”Rakkerhulen i Chiva” fra 2013. Alle bøgerne er illustreret af Rasmus Jensen.

De to søskende Cam og Jules er rakkere, et omrejsende folk, der lever af at optræde på gader og stræder i de byer, de kortvarigt bosætter sig i. Rakkerfolket er ifølge et gammelt sagn forbandet. Hvis de bliver et sted for længe, vil de i løbet af kort tid ældes og dø.

29367647

I Berlin møder Cam og Jules en af deres venner, drengen Sax. Sax er alvorligt syg og har i et forsøg på at blive helbredt, kontaktet en gammel rakkerkone, Madam Vitta. Madam Vitta har indviet ham i en hemmelighed og givet ham en opgave, der kan gøre ham rask igen, hvis den løses.

Sax er i midlertidig blevet så syg, at han ikke selv kan løse opgaven at samle Magiens Stjerne. Magiens Stjerne er et gammelt rakkersymbol, der besidder utrolige kræfter. Mange har gennem tiden prøvet at få fingre i stjernen, blandt andre Den Sorte Hånds Broderskab. Derfor er stjernen blevet splittet op i fem dele og gemt i fem forskellige byer.

Cam og Jules påtager sig opgaven og begiver sig ud for at finde og samle Magiens Stjernes fem dele, så Sax kan blive helbredt. Men de er ikke de eneste, der leder efter stjernen. Den Sorte Hånds Broderskab er lige i hælene på Cam og Jules, og de står ikke tilbage for at dræbe alle, der står mellem dem og stjernens mægtige magi.

Serien om Magiens Stjerne benytter sig af tre forskellige fortællemedier: tekst, illustration og tegneserie. De optræder aldrig alene, men understøtter altid hinanden. Det betyder for eksempel, at et tekststykke glider over i et tegnet panel, hvor historien fortsættes, for igen at glide tilbage til et tekststykke.

Dette medvirker til en afveksling i læseoplevelsen. Som læser bliver man med andre ord forstyrret i sin læsning, men på en måde, der skærper opmærksomheden på indholdet.

Tematisk kredser bøgerne om det godes kamp mod det onde og om, hvordan det at gøre det rigtige til tider kan betyde, at man er nødt til at gøre det forkerte. For eksempel at lyve for at kunne redde nogens liv. Eller at stikke af hjemmefra for at beskytte dem, man elsker.