Henrik Bjelke blev født i Aarhus i 1937 og fik, med forfatterens egne ord, en ”prøjsisk opdragelse”. Hermed må man forestille sig en streng og tugtende én af slagsen, ligesom den han har givet – og udpenslende skildret hos – mange af sine romankarakterer. Bjelke omtalte dog kun sjældent sine forældre i de fortidsberetninger, man kan udlede af interviews og essays – her fylder jurastudiet langt det meste.
Bjelke påbegyndte nemlig et jurastudium ved Aarhus Universitet, som han – selv om han brugte 13 lange år på det – aldrig afsluttede. Efter eget udsagn dumpede han sidste eksamen, fordi han med overlæg forvekslede det danske juridiske begreb ”underpant”, som altså er en særlig form for afgift, med det engelske ”underpant”, som betyder trusse. Denne opsætsighed til trods tog det hårdt på Bjelke at måtte opgive juraen i 1969, og den tomheds- og fraværsfølelse, som opdragelsen havde grundlagt, tiltog nu i størrelse.
Bjelkes trøst blev, at han nu havde en form for skæbnefællesskab med franske forfattere som Proust og Zola, der også havde gjort favntag med juraen og ligeledes havde måttet opgive den. På dette tidspunkt var Bjelke allerede begyndt at skrive – og havde i 1968 tillige fået udgivet novellesamlingen ”Første person ental” – men det var først efter jurafadæsen, at litteraturen blev livsnødvendig for ham. I et upubliceret interview skal Bjelke senere have fortalt, at han skrev for at leve og formentlig ville gå fra forstanden, hvis ikke han skrev.
Derfor var Bjelke også utrolig produktiv gennem sin karriere og han formåede at udgive hele seks romaner, fem novellesamlinger, to essaysamlinger, to digtsamlinger, et dramastykke og en pamflet. En anselig samling, navnlig når man holder for øje, at forfatteren også var ansat som sproglærer og 37 timer om ugen underviste flygtninge i dansk og dertil havde en familie at passe. Fra 1965 til 1981 levede han i ægteskab med Lone Bjelke, og de fik to børn sammen.
Henrik Bjelke døde af aids i 1993, bare 55 år gammel. Han efterlod sig et stort forfatterskab, der pga. dets formeksperimenterende stil havde et begrænset antal læsere i 1960’erne og 70’erne, men som efterhånden har fået flere læsere og fans landet over.