Den første bog fra Henrik Bjelkes hånd er novellesamlingen ”Første person ental”. Den udkom i 1968 og tager navn efter en af de kun fire noveller, som samlingen består af. Som titlen antyder, kredser samlingen om identitet – eller måske snarere om nogle af de kriser, identiteten kan risikere at løbe ind i, eller i helt grelle tilfælde – hvilke der er adskillige af i samlingen – den radikale opløsning af selvet.
Titelnovellen har således Albert Ingelminster som hovedperson. Han er komplet ude af stand til at nære følelser for eller i det hele taget at etablere relationer til andre mennesker. Allerede i sine ungdomsår finder Albert ud af, at hverken forældre, kærester eller venner er interessante, og at de i hvert fald på ingen måde kan stå mål med den vigtighed, han tillægger sig selv. Derfor vender han blikket indad og begynder (manisk, monotont og rastløst) at beskæftige sig med sig selv. Det sker mestendels ude i skoven, hvor han har indrettet en art laboratorium til at studere sig selv – sine funktionsevner, sin fysik, fysiognomi osv. – og hvor han trækker ud for at kunne være komplet alene. Albert er narcissist i yderste potens og konsekvensen bliver, at han må lukke alt andet ude og hermetisk lukke sig om sig selv. Han mister evnen til at kommunikere og er til sidst udelukkende forståelig for sig selv, i første person ental: ”Jeg lignede en mand kunne græde over denne form for aktivitet et sted i husene hæmningen total,” (s. 107) lyder det for eksempel.
De tre andre noveller i samlingen – navnlig ”Studieår” – har mange af de samme anslag. Vi har at gøre med en masse karakterer, der lader sig fange i et narcissistisk forestillingsbillede, som gør det umuligt for dem at leve i andet end isolation. Han bryder hermed ganske konkret med forestillingen om jegets singulære betydning. Med forestillingen om, at vi som mennesker kan rette vores liv mod et mål og at vores tilværelse kan formes som et ordnet og fremadskridende forløb. Det er ellers en ganske bekvem tanke, men Bjelke vil gerne have os ud af bekvemmeligheden og fortælle os, at vi som mennesker har langt mindre styr på tingene, end vi sædvanligvis tror. Her slår han et tema an, som han forfølger i samtlige af sine senere udgivelser.