Henrik Bjelkes forfatterskab kan karakteriseres som anti-modernistisk eller avantgardistisk, på den måde at han skrev sig op imod samtidens kulturradikale tressermodernisme og Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som nogle af dens mest markante repræsentanter. Disse havde nemlig en forestilling om det klassiske værk som en helstøbt enhed med opbyggelige udsagn, og det var en forestilling, Bjelke gerne ville afskrive sig.
Sammen med forfattere som Jørgen Leth og Peter Laugesen gik Bjelke i stedet ind for et åbent og legende litterært udtryk. Og i øvrigt ville han gerne have indført æstetisk anarki. Ifølge Bjelke skulle alle materialer, genrer og medier kunne bruges og blandes; der skulle ikke være noget rigtigt eller forkert; og der skulle ikke være noget finkulturelt eller lavkulturelt. Bjelke skrev i forlængelse heraf både romaner, noveller, digte, essays og dramaer, samtlige udgør et sammensurium af genrer og stilarter og samtlige hugger og stjæler fra andre udgivelser (både egne og andres). I ”Saturn” lyder det derfor – citeret fra maleren Per Kirkeby: ”Jeg er eklektiker (...) Jeg tager andres ting i videste forstand. Jeg benytter mig af materialemylder, jeg laver mit eget system, jeg har mine egne modeller. Jeg plukker ud og samler og udvælger.” (s. 309).
Indholdet for Bjelkes eksperimenterende mylder er gennem hele forfatterskabet mere ensporet end den form, han propper det ned i. Der er nemlig nogle ganske tydelige temaer, der går igen. Først og fremmest er bøgerne generelt optaget af, hvad der foregår i menneskets bevidsthed, og de kan siges at være introverte på den måde, at de ligeså meget forsøger at beskrive, hvad der sker ”inde” i hovedet på karaktererne, som hvad der sker ”udenfor”.
Her er Bjelke navnlig optaget af, hvad der sker med mennesket, når det som moderne individ – hvor rammefortællingen med Gud, samfund og familie ikke længere bestemmer dets eksistens – oplever og erfarer tilværelsen. Bjelke prøver således at formulere det isolerede individs tankeliv, som ofte præges af narcissisme, krise og distraktion. Typisk har hans karakterer en i udgangspunktet god kontakt til omverdenen med kærlighedsforhold og familie, men der er altid en eller anden form for indbygget systemfejl, som gør, at en tilstand af katastrofe uafvendeligt må indtræffe. Det er aldrig optimisme, vi møder hos Bjelke, det er benhård og surrealistisk kynisme.