Henrik Bjelkes anden roman med det iørefaldende navn ”Hundrede postkort fra Helvede” udkom i 1980 og fortsætter, hvor ”Saturn” slap. Både stilmæssigt og indholdsmæssigt.
Indholdsmæssigt på den måde at det endnu engang handler om hovedpersonens forhold til Alice – hustruen fra ”Saturn” – og deres umulige/mulige samvær og familieliv. Denne gang befinder hovedpersonen sig i en livskrise, hvor han trækker sig fra Alice og påbegynder et større misbrug af rusmidler og sex. Det første navnlig rettet mod hash og det sidste navnlig rettet mod fyren Vince, der opholder sig som henholdsvis bjergbestiger og Bowie-look-alike, og som altid går i bar overkrop og stramme, hvide bukser. Selv om det for hovedpersonen er mere overkommeligt at nedsænke sig i en evig rus, så bliver det Alice for meget, og hun sætter ham stolen for døren – med mindre han indlægger sig på en psykiatrisk afdeling. Herefter igangsætter hovedpersonen en grotesk og morsom kamp for at blive indlagt, som ikke skorter på bureaukratiske hospitalssystemer, joviale ambulanceførere og ildelugtende venteværelser.
50556859
Undervejs i denne farcefortælling bliver det tydeligt, at der også er stilmæssige lignelser til ”Saturn”. Hovedpersonens vidtgående fantasi løber af med ham, og vi præsenteres igen for udsyrede og abstrakte stykker prosa, der infiltrerer handlingssporet og hovedpersonens kamp for at finde en afdeling, der vil indlægge ham. De bizarre indlægshistorier står nogle gange skrevet på tysk eller engelsk, og andre gange i en voldsomt akademisk lingo.
De handler om snart sagt hvad som helst, men somme tider udgør de små fortællinger i fortællingen. F.eks. når vi hører om Max og Giselle, der flygter fra deres patriarkalske barndomshjem eller Komtesse V., der har en tekop, som ligner en kæmpeedderkop.
Selvom det kan være svært at finde hoved og hale i alle de rablende sidespor, så tjener de et formål. De illustrerer på fornem vis, hvordan det føles at befinde sig inde i et hoved, hvis bevidsthedsstrøm ikke kan kontrolleres og som derfor konstant gennemstrømmes af indtryk, minder, historier osv. Sådan føles det både at være gal og at være hashpåvirket – skal vi tro Bjelke – men sådan føles det somme tider også bare at være menneske.