”Saturn” (1974) er den mest ambitiøse og helstøbte roman i Henrik Bjelkes forfatterskab. Den udkom første gang på forlaget Arena i 1974 efter en del palaver. Gyldendal, hvor Bjelke havde udgivet sin forrige bog, havde et halvt år forinden afvist hans manuskript uden videre begrundelse, hvorfor Bjelke var blevet godt sur og havde initieret et frådende og indædt angreb på den danske fordomsfulde udgivelsespolitik i almindelighed og på visse forlagspersoner i særdeleshed. Polemikken udspillede sig i Dagbladet Information og Ekstra Bladet over to måneder og gav en masse opmærksomhed til både forfatter og værk.
Da ”Saturn” udkom, fik den heldigvis en god modtagelse i pressen. Den er også på alle måder ekstraordinær med dens 35 sider lange noteapparat, der indeholder pedantiske (sandsynligvis satiriske) realoplysninger samt oversættelser af de mange tyske, franske, italienske og engelske passager, som værket også indeholder. Sådan en genreblandende gimmick var hidtil uset i Danmark, men minder om encyklopædiske værker som James Joyces ”Ulysses” og T.S. Eliots ”The Waste Land”.
Hovedpersonen i ”Saturn” er en ung aarhusiansk forfatter, der tager ophold i den franske by Menton sammen med sin kone Alice og deres barn Cooper. I Menton bliver han først forelsket i en italiensk, mørkhåret og mystisk skønhed, Claudia, og siden i en ung amerikansk fyr – og til sidst heldigvis i sin kone igen. I bogens sidste kapitel forsones hovedpersonen med Alice, han fortryder sin omflakken og begynder at finde glæde i familielivet på ny.
På den måde kan ”Saturn” lyde som en udviklingsroman med en klar, fremadskridende og opbyggelig handling. Det er den bestemt ikke. Handlingen sprænges af en masse mini-historier, der er kastet ned i romanen og som igangsættes af den mindste association fra én af karaktererne. Romanen er på den måde både springende og kalejdoskopisk og skifter tid og rum konstant: snart er vi i halvfjerdserne, snart i tiden omkring Første Verdenskrig, snart er vi i Menton, snart i Königsberg. Det gør læseoplevelsen radikalt flerstemmig, hvilket kun forstærkes af de mange (ofte ikke dansksprogede) citater, Bjelke har inkluderet. Teksten er tilplastret med sange, sagn og myter, og navnlig det 5000 år gamle babylonske sagn om Gilgamesh får rum i romanen.