I 1981 udkom ”Seks råb fra baghovedet” som den første essaysamling fra forfatterens hånd, indeholdende i alt seks essays, nogle noter og et appendix. Selvom Bjelke i løbet af de 134 sider kommer omkring en masse ting, er det overordnede ærinde en hyldest til kunsten. Kunsten, i alle sine afarter og versioner, er ifølge Bjelke en sublimeret udfoldelse af alle menneskelige egenskaber, alle sanser, al viden. Det beskriver han så på en mere eller mindre akademisk måde – men en gennemgående eksalteret, henrykt og skarpsindig måde.
Hyldesten kommer til udtryk via flere fokuspunkter. I første essay, ”Krabbernes koncert”, er afsættet dels anatomisk og dels kulturkritisk. Bjelke kommer her med et forsvar for den venstre og kreative hjernehalvdel, der ifølge ham i lange tider har været forsømt i ”vores ensidige kultur” og har måttet stå tilbage for den højre og rationelle hjernehalvdel. Bjelke giver os en opsang: Han vil have kreativitet, kunst, irrationalitet og sindssygdom på banen.
Udover dette første og manifestagtige essay – og det følgende, som handler om forholdet mellem skrift og erotik – fokuserer de fleste af Bjelkes essays på andre forfattere og hans begejstring for dem. Vi får bl.a. en lang hyldest til den franske (og lettere surrealistiske) digter Lautréamont, hvis hele livsforløb udrulles, samtidig med at hans kunstneriske virke beskrives. ”Lautréamonts forfatterskab er én lang frådende tekst, der ikke har noget med litteratur at gøre. […] Det rene underjeg” (s. 79), siges der, ligesom man i øvrigt kunne sige det om mange af Bjelkes tekster.
Det er Vladimir Nabokov, den russisk-amerikanske forfatter, som bl.a. står bag romanen ”Lolita”, der får tildelt det allersidste essay, ”Der er ikke flere rigtige strygejern”, og han får en lige så stor hædersbevisning: Nabokov er det altoverskyggende idol, som Bjelke prøver at efterligne i både tanke og tekst og her giver han forklaringen på hvorfor.
Mange af Bjelkes udgivelser har halvakademiske anslag, hvor han kommenterer på sin kunst og kunstteori, men med disse essays fornemmer man for alvor sammenhængen mellem tanke og tekst: Bjelke gjorde sig mange tanker om, hvordan han ville skrive, og hvad det betød for omverdenen. Han var en belæst mand – også i forhold til litteraturteori – og selv om hans værker ofte er fragmenterede og rodede, er intet tilfældigt.