Togplan for Otto

Citat
”Når man ikke får den, man elsker, må man elske den man får. Men i længden – og dagene er som græs – bliver det umuligt og hadet afløser hjælpeverbet og den sidste infinitiv. Arnold var Arnold, og det var hele fejlen. Og når man får den, der ikke elsker en, har man fået en, der hader en.”
”Togplan for Otto”, s. 76.

I 1990 udkom ”Togplan for Otto” som Henrik Bjelkes fjerde roman. Det er den mest populære af forfatterens romaner og oversat til en række sprog. Populariteten skyldes givetvis, at vi her har at gøre med en bog, der er lidt nemmere at læse, og som ikke er så ukontrollabel associerende som tidligere udgivelser. Det kan man allerede høre ud fra titlen: Det handler om en togplan; vi skal fra et sted til et andet.

På overfladen har vi således at gøre med en form for udviklingsroman, og der er lagt i ovnen til, at vi skal få fremlagt Ottos livshistorie, sådan som den har bevæget sig fra et punkt til et andet. Otto møder vi på første side, hvor han er på vej fra Aarhus til Frederikshavn en mandag morgen i 1941. Han sidder fire år gammel i toget med sin mor og bliver skældt ud, fordi han er utålmodig på ankomsten. Denne togtur kommer til at udgøre den eneste gang, hvor Otto logisk og problemfrit flytter sig fra et sted til et andet, og det står kort ind i romanen klart, at det er en noget ironisk udviklingsroman, vi har med at gøre.

Efter den indledende togtur flyttes fokus hurtigt over på hans mor Edel, der er opvokset under trange kår som datter af en hustyran og med lidt for brede lår. Hun går tidligt ud af skolen og bliver ekspeditrice i en musikhandel, hvor hun møder de hyppigt frekventerende brødre Carl og Arnold Rybalt. Edel forelsker sig i den rastløse skuespiller Carl men ender af pragmatiske årsager med at gifte sig med den fornuftige og bøjelige Arnold. Det bliver til et kærlighedsløst ægteskab, som de dog får to børn ud af, Otto og Edith. Edith får al forældrenes kærlighed, mens Otto – der svagelig og sygelig ikke kan leve op til den togplan, forældrene har lagt for ham – ikke får meget andet end tugt.

To opvækster får vi således beskrevet – både Edels og Ottos – og begge er præget af en grel mangel på både kærlighed, omsorg og interesse. For Edel udmunder det i en række karakterbrister, mens det for Otto bliver til et brud med familien og fædrelandet. Han flytter til Hamborg, bliver homoseksuel, ansættes som kostumedesigner ved operahuset og begynder at samle på diamantsorte og flunkende modellokomotiver – som han selv kan lægge togplanen for.