Digtene i samlingen ”The Marriage of Heaven and Hell”, 1790 (”Ægteskabet mellem himmel og helvede”, 1995) viser Blakes forsøg på at forene godt og ondt. Religionerne – ikke mindst kristendommen – har ifølge Blake lært os, at de to er adskilte; det gode forankret i sjælen, det onde i kroppen. For forfatteren er de poler bundet til hinanden, da mennesket både elsker og hader gennem livet. Alt begynder i vores kroppe, som en energi udspringer fra, og Blake vil ikke fordømme en del af den energi som syndigt begær. De grimme sider af eksistensen (set fra de dybt religiøses perspektiv) er tilladte i hans samling. Som et manifest lægger han sin holdning frem i en af de første tekster, ”Djævelens stemme”. Her skal man nok ikke tage Blake på ordet – at han ser sig selv som Djævelens talerør – han afmonterer snarere, at kristne kunne beskylde ham for det.
Digtene er præget af en afprøvning af grænser, bl.a. når han i ”En Mindeværdig Fantasi” stiger ind i Bibelen sammen med en engel og finder en voldspornografisk scene; dyreskikkelser parrer sig og spiser hinanden. Et større tabubrud optræder i en tekst med overskriften ”Helvedes Ordsprog”. Her nævnes det, at et drab på et spædbarn er bedre end at brænde inde med lysten til at gøre det. I dette tilfælde synes provokatøren Blake at bremse sig selv: ”Nok! Eller for meget” lyder en linje kort efter, som om babymordet alligevel gik over stregen i digtets frie rum.
21150657
Frisættelse er et vigtigt tema i samlingen; fra regler om hvad man kan tillade sig at skrive, og fra den skrift og verdenshistorie, som kom før Blake. Han mikser referencer til klassisk litteratur (John Miltons ”Det tabte paradis”, Aristoteles, Dante, Shakespeare), ligesom han laver sin egen globale skabelsesberetning i ”En Frihedssang”. I denne sekvens i samlingen knuses den gamle verden, hvor præster gjorde sig til dommere over folk. ”Alt hvad der lever er helligt”, bekendtgør Blake, fuld af tolerance over for forbryderne og egoisterne. Men hans blik er ikke kun det realistiske, der indser menneskets fejl, han gør også virkeligheden mytisk på ny. I frihedssangen indgår en overjordisk stjernekonge, der rusker op i en menneskehed tynget af religion.
Sangformen optager Blake; han bruger gentagelser, der virker som omkvæd, eksempelvis i åbningsdigtet ”Begrundelsen”. Tonen er mere folkesangerens uformelle end kirkesangerens højstemte, fordi Blake dyrker det elementært spændende; fortæller om en skurk og løver i vildmarken, hvad der også ville være en god historie på et værtshus. I andre passager bliver han analytisk, når han vurderer litteraturhistoriens kæmper, og kan lyde som en bibelsk lignelse i sine ”Mindeværdige fantasier”. Han er dog langt fra en dydig læremester, men villig til at afsøge det erotiske, ligesom han ind i mellem har en beskrivelse, der bare er billedkraft uden fornemmelse af en morale.