Med fremstillingen af en menneskehed, der trænger til at vågne op, minder Blake om den amerikansk-engelske digter T.S. Eliot. I sit hovedværk ”The Waste Land” (1922) beskriver Eliot en flok af søvngængere, der går under tågen på London Bridge. Trøstesløsheden efter Første Verdenskrig er total. Et af Blakes digte, ”London” fra hovedværket ”Songs of Experience” (1794), rummer en lignende ulykkelig skare langs Themsen, men ingen stor krig har kuet de levende. De er holdt nede af alle samfundets konventioner, som låser dem i ægteskabet prædiket af kirken og reducerer dem til fagbeskrivelser (skorstensfejer, soldat, luder).
Hvor ”The Waste Land” ikke leverer et værn mod afmagtsfølelsen – digtet har nok at gøre med at finde ord for et krigstraume – giver Blake sin løsning i flere tekster, eksempelvis i langdigtet ”De fire Zoas” (1797-ca. 1804). Mennesket bliver styrket, hvis det insisterer på selvstændig tænkning, og forfalder, hvis det lader sig diktere af magthavere og den herskende tidsånd. Slægtskabet med Eliot består også i, at begge forfattere har en omfattende litterær bevidsthed, som de lader dukke op i deres digte. Hos Eliot kan denne hvisken fra det store bibliotek give udslag i en flerstemmighed – ”The Waste Land” taler pludselig tysk og fransk – hvorimod bearbejdningerne af bibel-passager især præger Blake. Han bygger nyt af fragmenterne af kristendommens sprog.
I den forstand at han skriver sig gennem en hel kultur (den religiøse), kan han sammenlignes med den amerikanske forfatter Ezra Pound. I gigantdigtet ”The Cantos” (1970) fordøjer Pound både oldtidens Kina, fransk middelalder og italiensk renæssance til sit eget sproglige remix.
En anden amerikaner relateret til Blake er Walt Whitman, som forholdt sig til det meste af 1800-tallet, hvor Blake kun nåede at opleve begyndelsen. Tematisk har de troen på individets unikke status tilfælles; formmæssigt optagelsen af sangelementer og den krønikefortællende digterstemme ubundet af rim – i Whitmans ”Leaves of Grass” (1891-92) og især i Blakes længere digte. En væsentlig forskel er, at Whitman forherliger menneskekroppen til fulde. Selv om Blake er cool med, at mennesket har lyster, er kroppen også lidende, ikke mindst fordi religion lader den med skyld. Desuden deler Whitman og Blake en USA-kærlighed. Blake skriver om de ”blide amerikanske sletter” i digtet ”Visionen om Albions døtre” (1793), mens ”Leaves of Grass” er én lang indkredsning af amerikanernes egenart.
Blandt nyere danske forfatterskaber har Blake forbindelse til Ursula Andkjær Olsen. Hendes digtsamling ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005) lyder som et ekko af Blakes ”Ægteskabet mellem himmel og helvede”. Titlen på Andkjær Olsens tidligere ”Atlas over huller i verden” (2003) kan spejles i et motiv fra Blakes ”Jerusalem” (1804-20). Digtet åbner med en beskrivelse af ”sorte områder” – ”de abstrakte tomrum mellem stjernerne”. I Andkjær Olsens langdigt ”Have og helvede” (2010) gør hun endvidere brug af to Blake-metoder – gendigtning af en bibelhistorie (syndefaldsmyten) og sammensmeltning af tekst og illustration.