Gennem forfatterskabet løber Blakes tillid til individet. I digtsamlingen ”Ægteskabet mellem himmel og helvede” er det eneren – en ”stjernekonge” – som bebuder, at ingen skal herske over andre. Hverken præster, som styrer, hvordan folk tænker, eller arbejdsgivere, som fastlåser menneskers udvikling, fordi de kun tænker på profit. Blakes kritik af industrien i hans samtid optræder i langdigtet ”Jerusalem” (1804-20), hvor han nævner ”den fangne i den fremmedes mølleværk, solgt for knap løn.” Hans bud på en bedre verden er i digtet ”De fire Zoas” (1797-ca. 1804). Det menneskelige intellekt – i skikkelse af dragen Urizen – tager over, så alle tyranner forsvinder på Jorden. Hvis folk tænkte sig ordentligt om, ville de aldrig blive slaver for andre, synes Blake at sige.
I en vis grad romantiserer han et fællesskab i ”De fire Zoas”; de befriede slaver mødes i sang. Men udgangen af digtet vender tilbage til individniveauet med beskrivelsen af et menneskes øjne, der udvider sig og møder ”underfulde verdener” og ”visdoms dyriske former”. Evnen til at få den slags åbenbaringer er slutpunktet for Blake – man når ikke højere – men det er noget, individet opnår alene. Forfatteren udviser altså solidaritet med de undertrykte, og samtidig antyder han, at vejen til et rigere liv findes i dem selv. Intellektet, der som redningsfiguren Urizen, skaber en ny verden i ”De fire Zoas”, rummer de allerede.
En mere virkelighedsnær fremstilling af bevægelsen væk fra undertrykkelse findes i digtet ”Den franske revolution” (1791). Blakes sympati ligger utvetydigt hos Frankrigs bønder, der mod slutningen af 1700-tallet gjorde oprør mod en ulige fordeling af privilegier i landet.
Blakes eget hovedoprør – mod kristendommen – betyder dog ikke, at Gud er forvist fra forfatterskabet. I stedet gør Blake tænkning til almægtig hersker: ”Der er ingen anden / Gud, end den Gud der er Menneskeheds / intellektuelle kilde”, som det lyder i ”Jerusalem”. Han vil erstatte kristendommens system, der deler handlinger op i syndige og gode, med sit eget verdenssyn, hvor mennesker enten er kloge eller dumme. Klog adfærd ifølge Blake er bl.a. at vende blikket indad. ”Den mand, som ved at undersøge sit eget sind, intet finder af inspiration, burde ikke vove at blive kunstner,” skriver han i en samling noter fra 1798.
Skønt en realistisk poesi ikke var hans projekt, bør det understreges, at hjembyen London optræder med geografisk præcision i digtet af samme navn fra 1790-92. Som tidligere nævnt adresserer han også revolutionen i Frankrig direkte, mens andre digte kaldes ”Amerika” (1793) og ”Europa” (1794). Blakes tematikker er dog i særhed forankret til et rum på tværs af tid og sted, karakteristisk i langdigtene ”De fire Zoas” og ”Milton” (1804). Her sætter Blake sin personlige mytologi med symbolskikkelser for fornuft (Urizen) og lidenskab (Luvah) over for traditionelle religiøse billeder: himmel, engle, Gud og Satan. Sådan er Blake i strid mellem nyt og gammelt gods i en digtform, der er skiftevis brølende om vældige skred (pointeret af udråbstegn) og henført af nattergalens sang. Den romantiske del af hans digtertemperament er tydelig i ”Sange om erfaring” (1794), hvor den dundertalende stemme fra langdigtene tøjles til rim, der minder om børnevers.