Dette udsnit af Blakes produktion indeholder manuskripter fra 1784-1815, flere af dem aldrig udgivet i hans levetid, men også den kendte ”Sange om erfaring”, 1794 (”Syner og fakta”, 1987). Udgivelsen favner korte og længere digte samt prosastykker.
Fælles for teksterne er en energi, der kan synes destruktiv. De er fyldt af ”nedslagtning”, ”klagesang” og ”rasen”. Udladningerne får en retning i digte som ”Den franske revolution” og ”Amerika”. Blake vender vreden mod undertrykkende præster og adelsfolk; i USA’s tilfælde mod ejerne af slaver. ”Den franske revolution” opridser, at Blake længes efter en menneskehed, der er sat fri til at dyrke ærligt fysisk arbejde (hans digterstemme fordømmer dovenskab) og kunstarterne. I langdigtet ”De fire Zoas” er opgørstrangen spidsformuleret. En dommedagspassage udmunder i, at alle slags tyranni forsvinder fra Jordens overflade og bliver afløst af en ”åndelig ilds flammer”. Slutpunktet er samhørighed på tværs af folkeslag, et kollektiv uden våben, hvor man er brødre og søstre og ingen sætter sig over andre: ”Gå ned, I konger og Kanslere og Kæmpe-Krigere,” skriver Blake.
I prosastykket ”En ø på månen” har forfatteren en langt mildere tone. Han lader komiske figurer ved navn Føbus og Sipsop tage teksten som gidsel, så den falder fra hinanden til vrøvlesnak. Et bud på selvironi fra Blakes side – nok kender jeg Biblen forfra og bagfra og kan mine klassikere, men jeg kan også smide det til side og pjatte.
22140310
Øvrige brud med de dystre motiver findes i de korte vers i ”Noterebogen”. Blake viser sig som pragmatiker, der ikke vil lade en enkelt ting styre sin glæde, men kysse glæden, ”hvor den flyr”. I verset ”Afholdenhed” er digterjeget i sit mest lyststyrede hjørne: begær skal mættes, det skaber liv og skønhed. Langdigtet ”Milton” udfolder erotisk nydelse i en længere skildring, begær og vin er kilderne til beruselse, men klimaks får en makaber tone. Elskovslegen ender med ”døds-sved” og ”det sidste suk”. Kroppen er ofte kendetegnet ved at være i en grad af nedbrud hos Blake. En undtagelse ses i sidste tredjedel af digtet ”Jerusalem”, hvor begge køn bliver sporet tilbage til en fuldkommen urkrop.
Præsentationen i samlingen understreger, at Blake forholdt sig til sin samtid. Social ulighed præger digtene om revolutionen i Frankrig og slaveriet i USA, ligesom ”De fire Zoas” sætter samfundets velstående over for fattige fængselsfanger og soldater i krig. Mere fortyndet er de religiøse referencer og fornemmelsen af et utal af myter bag digtene. Det er hovedsagelig Blakes valg af navne til sine figurer – Ahania, Tharmas og Urthona – som får læseren til at mistænke, at forfatteren kun afslører forgrunden af en række fortællinger.