Jens Blendstrup har været nødsaget til at tegne sin egen bane op uden for et etableret litterært landskab, der ikke umiddelbart har levnet megen plads til Blendstrups fjollede og jokende udtryk. Og det er lykkedes. I dag er Jens Blendstrup gymnasiepensum, bestsellerforfatter og optrædende på Den Sorte Diamant og Roskilde Festival, hvilket jo er et sundhedstegn for litteraturen i Danmark. Når der er plads til sådan én som Jens Blendstrup, er det udtryk for, at dansk litteratur har det godt og stadigvæk afsøger territoriet.
Blendstrups outsiderrolle gør, at man ikke ligefrem falder over beslægtede forfatterskaber. Blendstrup er ikke litterær i den forstand, at han ikke skriver litteratur, sådan som man SKAL skrive litteratur. I stedet er der noget autonomt og uskolet originalt over værket, når nedbrydende greb møder hyggelige; når det uvorne møder det fjollede; når det uprætentiøse møder det eksistentielle. Måske er der en særlig dansk tone her? En tone som minder om Storm P’s karikerende tegneserier; om Dirch Passers overstyrede mimik; om Erik Ballings ”Olsenbanden” og den overdrevent manierede karaktertegning; om Shu-bi-duas platte folkelighed; om Casper Christensens ”Mandrilaftalen” og den asymmetrisk vanvittige dialog; om Malk de Koijns gale karneval af en sprogfest?
Det er i sammenhænge som disse, at Jens Blendstrup synes at høre hjemme, mere end det er i dansk litteraturhistorie i snæver forstand. Men det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Man kunne pege på Hans Scherfigs satiriske propaganda eller Gustav Wieds sorte humor eller – for nu at hoppe helt op på den store klinge – Ludvig Holbergs opbyggelige satire som foregangsmænd i sjov dansk litteratur. Endvidere er der flere lighedstræk (men også mange forskelle) mellem Jens Blendstrup og Dan Turèll. En uprætentiøs tilgang til litteratur, biografi og erindring deler de til eksempel. ”Luskefisefortællinger”s Risskov er en litterær søsterkommune til Vangede i Turèlls ”Vangede billeder” (1976).
Hvis vi tillader os at kigge fremad, kan ekkoer af Jens Blendstrups komik genfindes hos yngre forfattere som Kristina Nya Glaffey og i særdeleshed Stine Pilgaard. Måske skriver de ikke i samme gear som Blendstrup, men den velvillige modtagelse af humoren hos Nya Glaffey og Pilgaard, har Jens Blendstrup utvivlsomt gødet jorden for.