Bombaygryde

Citat
”Det er ikke noget stort brev, det er Leif godt klar over. Men det er vigtigt at nævne det med kærestens overarme, fordi de er lidt tykke og konede, når hun har kjole på. Og det ved hun. Og det ved Leif. Derfor er det vigtigt at få lukket den med overarmene. Leif sender brevet anbefalet, så han er sikker på hun læser det inden weekenden. Han vedlægger også et billede af sig selv, hvor han suger kinderne ind og kigger væk, fordi han ikke fatter den tegning, der er i boksen. Det er taget i en fotoboks i Rønne”
”Bombaygryde”, s. 82.

Novellen ”Pinden” fra ”Laterna vagina” fungerer som en militær-satirisk forløber for Jens Blendstrups roman Bombaygryde” (2010), mens persongalleri og setting er nogenlunde identiske med det, vi finder i ”Gud taler ud”.

”Bombaygryde” har taget sit navn efter en ubestemmelig men populær (indisk?) feltration, som soldaterne i Bornholms Værn får udleveret på øvelser. Handlingen er henlagt til 1987, hvor Leif Balleby netop er blevet student og taber et spil Matador til den sært diktatoriske far Uff – uden ’e’. Konsekvensen er åbenbart uafvendelig: Leif skal til Almegårds Kaserne i Bornholms Værn for at aftjene sin værnepligt.

Leifs kammerater præparerer ham med en ”chokterapi” bestående af uhyggelige Vietnamfilm: ”Full Metal Jacket”, ”Platoon” og ”Deerhunter”. Men forgæves. Leifs billede af militæret forbliver det hyggelige, joviale og platte, han kender fra Sven Methlings ”Soldaterkammerater”, som Leif har set igen og igen sammen med Uff. Undervejs på den atten timer lange togrejse fra Aarhus til Bornholm møder Leif sine egne soldaterkammerater: Psyko-Gert, Gnuen, narkomanen Millo og Benny fra den Sorte Firkant. Som øgenavnene indikerer, er der tale om en blandet skare, i hvis urolige midte den naive Leif agerer som en hund i et spil kegler. 

28272588

Blendstrup beskriver kasernelivet i al dets groteske og verdensfjerne latterlighed. Den godmodige Leif har svært ved at udpege venner og fjender i en verden af hård disciplin, veteranbiler, murens snarlige fald, nådesløs omgangstone og indbildte koldkrigsfjender. Og kvinder, ikke at forglemme. Balleby, som han kaldes, står dog prøvelserne igennem og kommer ud som en voksen mand. Eller også er dét, der kommer ud en rekrut, der er blevet banket til humorist af værnepligtens vanvittige pantomime?