Jens Blendstrups roman fra 2014, ”Luskefisefortællinger”, placerer sig med den genredikterende og selvundergravende titel i det biografisk/erindrende hovedspor i forfatterskabet i direkte forlængelse af ”Bombaygryde” og navnligt ”Gud taler ud”. Ifølge ordbogen er ’luskefis’ en uformel variant af ’luskebuks’, hvilket betegner en ”person som virker lumsk, suspekt eller forbryderisk”. Så langt strækker Blendstrups bog sig nok ikke, men der er noget utilpasset og ja lumskt over rækken af små fortløbende men hver især afsluttede historier om en lykkelig barndom på Blåmunkevej i Risskov.
Bimse. Lille Finn. Præstepoul. Klunke. Fedesen. En neger. En dværg. Et skilsmissebarn. Karakterrækken er broget, og fortælleren ”Jens” finder både allierede og fjender blandt dem – og ikke altid i de mest oplagte konstellationer. ”Luskefisefortællinger” anskuer skolen og ”de voksne” fra barnets perspektiv. Der opstår en sprød og spids humor, når barnets logik serveres for læserens voksne og afrettede logik. En kåldolmer er selvfølgelig ”kål der er blevet dolmet så det kan spises” og sanglegsgestussen ”komfeje” vil selvfølgelig bare sige, ”at man kommer fejende. Hop nu bare”. Lad os tage én til: Fedesen ”havde engang lånt min cykel så den var sunket sammen.”
50862380
De barnlige misforståelser er monteret med høj akkuratesse og præcis timing, og man finder uundgåeligt sig selv klukleende under læsningen.
Jens Blendstrups erindringer fremskriver en drenget barndom, hvor fantasien har sin selvfølgelige anpart i realiteternes verden. ”Luskefisefortællinger” formår at tildele lømlen, ballademageren, cigaretsmugrygeren, plageånden en litterær stemme med høj autoritet. Og en ufravigelig charme. Blåmunkevejs små iværksættere fejres i en skør satire, der er brutalt udleverende men samtidig nænsomt forstående og vigtigst: Påskønnende.