Med bandet Frodegruppen40, hvori Jens Blendstrup er udklædt, dansende og reciterende frontmand, synes forfatterens trang til galskab at have fundet et fristed. Mens Blendstrups trykte tekst nok er utilpasset og skæv, så er det ingenting målt mod Blendstrups oplæsninger og ikke mindst Blendstrups oplæsninger sammen med Frodegruppen40. Det er simpelthen helt ved siden af det meste på den litterære scene, og vi skal tilbage til Dan Turèll & Sølvstjernerne for at finde noget, der bare minder om det. Og selv Turèll synes i sammenligningen at være ganske ordinært opbyggelig og moralesøgende. Blendstrup forklarer det sådan i et interview: ”[jeg har] fundet meget trøst i frodegruppen40 fordi jeg der ikke behøver påstå en eller anden dyb socialrealisme, eller ”romanlighed” eller fornuft”. (ordtilallesider.dk/jens-blendstrup, årstal ikke angivet).
På én af tre CD-udgivelser, den der altså hedder ”Piksvingeri & negerlege” (2001), folder Blendstrups tekster sig ud med en elektronisk underlægningsmusik baseret på simple synthesizere, elguitar og monotone rundgange. Blendstrup vrænger og vrider stemmen i bevidst overtydelige toneringer og påtagede udtryk, der understreger de gale teksters gale beskaffenhed. Vi hører om den gamle symbolist, der læser buskøreplanen baglæns (”Den gamle symbolist”) og i et helt tørt alvorsimiterende tonefald om en fasan, der tror den er en landbrugsmaskine og påbegynder høsten (”Landdigt”). I den vulgære afdeling møder vi manden, der lægger fliser i indkørslen og til egen rædsel (og konens raseri) opdager, at han har lagt ”en ulækker kvinde med en kæmpe kusse. Det var ikke meningen.” (”Vi lægger fliser”). Der er ”ild i tissemanden”, som Blendstrup vrænger et sted, og denne ild får lov til at flamme i Frodegruppen40.