Pludselig flæben

Citat
”Nina daskede ham på skulderen. – Hallo, sagde hun, – slap af, Niels. Lysstofrøret var gået, det var noget gammelt lort. Hvad andet kan man vente sig af et solarium med navnet Allans Solsystem?”
”Pludselig flæben”, s. 51.

I 2007 udgav Jens Blendstrup ”Pludselig flæben”. Den består af 17 noveller, hvoraf de fleste bedriver først en overdimensionering og dertil en konkretisering af genkendelige hverdagsproblemer, store som små. Novellen ”Mørket mellem os” handler således om et parforhold, hvor en kvinde og en mand aldrig føler sig helt overbeviste om hinandens kærlighed. Kvinden er bange for, at mandens kærlighed ikke er tilstrækkelig dyb og autentisk, mens manden er optaget af mørket mellem dem – altså et område mellem Niels og Nina, der i bogstavelig forstand er sort og vokser sig større og større og sortere og sortere igennem novellen.

Novellen tager rigtig fart, da Niels og Nina tager på ferie, og hverdagens monotone pligter sættes på stand-by. Pludselig skal de bare slappe af og nyde livet, og frasorteret dagligdagens tummerum står mørket pludselig tilbage, som det eneste de deler. Den sært demonstrative metafor, hvor ”mørket imellem os” ER mørket imellem os kendetegner Blendstrups metode, der både benytter og underløber billedsproget.

26681693

De øvrige noveller i ”Pludselig flæben” er ligeledes humoristiske og lune, men også barske i deres udpegning af tilværelsens skyggesider og den pludselige flæben, mennesker før eller siden havner i. Det kan vi se i novellerne ”Jan Tovdal”, der fremstår som en satire over mobningens væsen, mens ”Det rummelige menneske” skildrer en person, der ikke stiller krav og i stedet tager imod, uanset hvordan andre behandler ham.