”Slagterkoner og bagerenker” (2016) er Jens Blendstrups længste og måske også mest ambitiøse roman? Hvor hovedværket ”Gud taler ud” (2004) var en roman hugget op i små usammenhængende scener, og hvor ”Bombaygryde” (2010) var en soldaterkomedie strakt til sit yderste, er ”Slagterkoner og bagerenker” en fuldtonet roman, der står ved sin genre.
De to foregående romaners biografiske ”Jens” og ”Leif” er byttet ud med Jørgen Usse Gravesen, som vi følger gennem hans begivenhedsrige 52. og 53. leveår. Jørgen er ikke elektriker men elmontør med ”meget forstand på ledninger”, som det hedder, og han bliver fyret fra firmaet Due-El og står nu midt på livets bane uden fast grund under fødderne. Igennem romanen følger vi Jørgens farverige, spraglede og kosteligt sjove, men også hjertegribende og skramlet menneskelige deroute. Romanen udnytter det forhold, at dagligdagens mønstre er revet væk til at gennemlyse en række af de sociale og globale forhold i samtidens Danmark, der udstøder mennesker af samfundet.
Den bundnaive men sprogligt veloplagte (og først og fremmest elskelige) karakter Jørgen køber nye ting til hjemmet som trøst. Han sender jeg-stærke, beslutsomme og veloplagte jobansøgninger af sted, og deres ubehjælpelige papegøjesprog er urkomisk: ”Kære Danfoss ventillaboratorium. Jeg er en lille, mellemstor dansk elmontør, der søger med lys og lygte efter et job […] jeg har dygtiggjort mig i opsætning af ’privat’ belysning i vores dejlige højbed” (s. 334-335).
52606241
Jørgen har fantasifuld men også desperat sex med konen Anita, og langsomt men sikkert øger han alkoholindtaget. Kostelige scener med indkøb i Bilka, hund og solformørkelse og ikke mindst et optrin, hvor Jørgen klæder sig ud som polak og får job på sin gamle arbejdsplads, viser den velkendte humor i forfatterskabet.
Bogens kendemærke er evnen til at fravige det fortænkte og overkomplicerede. Ikke mindst i de genkomne psykedeliske sexdagdrømme, hvis galskab er mixet med sprogglæde og kvindehyldest, synes Blendstrup at køre i et frit litterært gear uden lige. Scenarierne svælger i freudiansk sovs, men på en upåagtet, udetermineret og frimodig måde. Blendstrup har ingen frygt og skriver frivilligt plat og ubesværet smukt med paraderne helt nede.