Novellisten Blicher

Når Blicher opgav lyrikken var det først og fremmest af økonomiske grunde, for han manglede i høj grad penge bl.a. til præstegårdens drift. Han lavede en aftale med redaktøren af månedsskriftet Læsefrugter om at skrive til det. Blicher og andre af tidens lyrikere havde nu og da haft digte i tidsskrifter, men det bragte ikke mindst oversatte noveller fra tysk og engelsk, som var tidens populære triviallitteratur. Det var det mønster, Blicher nu skulle tilpasse sig for 5 rigsdaler pr. trykark.

Han livs første forsøg på at fortælle en historie på prosa blev det mirakel i dansk litteratur, der i 1824 blev offentliggjort i Læsefrugter under titlen Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog.

Blicher skrev i alt knap 100 noveller, en væsentlig del i årene 1827-29, da han sammen med redaktør og bogtrykker Elmenhoff i Randers udgav sit eget tidsskrift Nordlyset . Mange af de noveller, der sammen med landsbydegnen og den senere De tre Helligaftener udgør de kvalitative toppe i forfatterskabet, er fra disse tre år. Med få måneders mellemrum har han i første halvdel af 1829 skrevet mesternovellerne Hosekræmmeren og Præsten i Vejlbye. Hosekræmmeren er måske særlig vigtig, fordi vi her for første gang i dansk litteratur oplever, at et bondemiljø skildres med indlevelse og forståelse.

Der sker en udvikling i forfatterskabet. Hvor Blicher i Hosekræmmeren er en forfatter, der skriver om almuen med sigte på den dannede læser, så bliver han 10 år senere med De tre Helligaftener forfatteren, der skriver om folket for folket. Og den udvikling kulminerer med det dristigste han skrev, nemlig E Bindstouw (1842), hvor man for første gang i vores litteratur oplever, at en bondebefolkning får lov til at udtrykke sine følelser, sine drømme og sin styrke på sit eget sprog.

Når Blicher stadig læses så meget, som han gør, skyldes det naturligvis de gode historier, men historierne ville ikke føles så vedkommende, hvis ikke Blichers psykologiske realisme på en måde gør personerne tidløse. Morten Vinge, Stærke Sejr, Esben, Cecil og en række af de andre bliver en slags medborgere i læserens bevidsthed. Og specielt i hovedlandet agtes han som den, der placerede Jylland i dansk litteratur.