I novellen ”Hosekræmmeren” fra 1829 får Steen Steensen Blicher den solvarme midtjyske hede til at flimre som et vidtstrakt ørkenlandskab for øjnene af læseren. Den berømte åbningsscene, hvor fortælleren vandrer gennem lyng og muldvarpeskud, skaber en lang række sproglige paralleller mellem den flade, danske natur og en næsten eventyragtig verden fuld af beduiners telte og arabiske byers høje tårne. Eller i hvert fald forestillingen om dem. For det er en simpel tørvehytte, den tørstige og trætte fortæller når frem til.
53846068
Og selvom ”Hosekræmmeren” er en sørgelig fortælling om jævne folk langt ude på landet, giver Blicher novellen et skær af eventyr, der understreger dybden og omfanget af fortællingens tragedie.
I den lille tørvehytte møder fortælleren nemlig en velhavende hedebonde, hvis smukke datter Cecil er forelsket i kræmmeren Esben Kjeldsen. Men faren vil gifte hende bort til en rigere bejler, så Esben rejser ud i verden for at tjene nok penge til at få sin store kærlighed. Med ordene: ”Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig”, drager Esben bort (s. 114).
Da fortælleren seks år efter sit første besøg vender tilbage til tørvehytten på heden, møder han ikke det unge par lykkeligt gift, som han ellers forestiller sig. I stedet er den gamle hedebondes kone blevet enke og Cecil ulykkeligt fanget i en vrangforestilling. I Esbens fravær blev hun tungsindig, og da faren ville tvinge hende til at gifte sig den rige Mads Egelund, flygtede Cecil ud af kirken og blev aldrig den samme igen.
Den tilbagevendte fortæller hører hele den dybt tragiske historie om en tung og ulykkelig skæbne, der kunne have været undgået, hvis kærligheden havde fået lov til at sejre over pengene fra begyndelsen. For mennesker har brug for brød på bordet, som hedebonden sagde. Men de har også brug for frihed, kærlighed og retten til at leve deres eget liv.
I novellens slutning er heden ikke længere en lys og åben verden for den frie vandrer. I stedet lyder ”den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller” (s. 123) som et melankolsk suk over hedens mørke.