Præsten i Vejlbye

Citat
”Gud see i Naade til os Alle! Jeg er saa betagen af Skræk og Bedrøvelse, at jeg neppe er istand til at føre Pennen. Vel Hundrede Gange er den falden mig af Haanden. Mit Hjerte er saa bespændt, og mine Tanker saa tvivlraadige, at jeg hartad ikke veed, hvor jeg skal begynde. Det tykkes mig Altsammen at være kommen i et eneste Øjeblik ligesom et Tordenskrald.”
”Præsten i Vejlbye”, s. 123.

Også i ”Præsten i Vejlbye”, der ligesom ”Hosekræmmeren” er fra 1829, er det en ung piges kærlighedsvalg, der får tragiske følger. Da præstedatteren Mette Qvist vælger den unge herredsfoged frem for den rige Morten Bruus, bliver den afviste forsmået og hævner sig på præsten Søren Qvist.
Novellen, hvis første del er fortalt som herredsfogedens optegnelser, har Steen Steensen Blicher givet genrebetegnelsen ”En Criminalhistorie”. Og fortællingens omdrejningspunkt er da også det mord, som præsten bliver beskyldt – og til sidst også dømt og henrettet – for at have begået. Den døde, der er begravet i præstens have, er Morten Bruus' bror, der tjente i præstegården.

23817985

Men omstændighederne for hans død er dunkle, og ”Criminalhistoriens” gåde er ikke så meget spørgsmålet om, hvem der slog ham ihjel, som hvorfor præsten tilstår et mord, han i virkeligheden slet ikke har begået?
Men vidner har set præsten slå Morten Bruus’ bror og andre har set ham grave i sin have midt om natten. Præsten tilstår forbrydelsen, men det hele er en forvirret historie om tidligere tilfælde af hidsighed og søvngængeri, hvor præsten til sidst ser en sammenhæng og forklaring på alle de fældende vidnesbyrd mod ham. Han ender med at tro på sin egen skyld og slutter med at sige: ”Ja, Gud være mig naadig! det er - det maae være saa.” (s. 142). Og sådan bliver det: herredsfogeden må dømme sin svigerfar for en forbrydelse, han ikke har begået.
Sandheden kommer for en dag i fortællingens anden del, der foregår flere år senere. Her afslører en biperson, at det lig, der blev gravet op i præstens have ikke var Morten Bruus’ bror, og at det er prangeren selv, der står bag det hele som en snedig og ondskabsfuld hævnagt over det afviste frieri. Det er Morten Bruus, der – klædt ud som Søren Qvist – har gravet graven i præstens have og smidt et andet opgravet lig derned. Morten Bruus’ bror er slet ikke død, men sendt langt bort.
Præstens og herredsfogedens store tragedie er, at de i deres tillid til den ordentlige verden de lever i, og til både kristne og verdslige love, ikke formår at gennemskue Morten Bruus’ ondskab og på den måde kommer til at stille retfærdigheden i det uretfærdiges tjeneste.