En fortælling om at glemme

Citat
”Da isodorianerne ikke kan fastholde nogen som helst form for erindring, selv ikke erindringen om døden, ved de slet ikke at døden findes som mulighed.”
”En fortælling om at glemme”, side 45.

Stefan Merrill Blocks debut fra 2008, ”The Story of Forgetting” (”En fortælling om at glemme”, 2010), er spaltet i to: Romanen veksler mellem to sideløbende fortællinger, begge med base i Texas. Den ene historie handler om den gamle, pukkelryggede Abel, der med mismod ser tilbage på et liv domineret af en ulykkelig forelskelse i Abels egen brors kone, mens hans engang så isolerede slægtsgård er ved at blive opslugt af et vildtvoksende, velfriseret forstadshelvede. Den anden historie har teenagedrengen Seth som hovedperson. Han ser sin mor blive ramt alt for ung af sjælden type invaliderende Alzheimers, mens faderen forsumper foran fjerneren med litervis af gin & tonic og History Channel.

28237332

De to triste skæbner isolerer sig hver især – Seth læser den ene bog efter den anden om neurologi for at blive klog på sin mors sygdom, mens gamle Abel kun har sin gamle hest tilbage at tale med. Men de deler et gemmested i form af det fiktive Isidora, et mystisk drømmeland, hvor ingen erindringer findes, og ”hvor alting er styret af ukompliceret begær” (s. 44). Fordi ingen i Isidora kan huske noget, kan de forelske sig tusindvis af gange i deres liv, uden at det giver anledning til hjertekvaler.

”En fortælling om at glemme” veksler kapitel for kapitel mellem de to særlinges historier, begge er fortalt i 1. person. Indimellem er små kursiverede passager om Isidora, og andre af de to hovedpersoners historier afbrydes også af længere tekststykker, hvor Seth docerer om sine opdagelser udi sin viden om neurologi og sin egen genetiske historie.

De mange tråde flettes sammen til et afsluttende klimaks, hvor Alzheimers-sygdommen, der, som Tonny Vorm skrev det i Information, godt nok begyndte som en forbandelse, viser sig at ende som en velsignede. Kodeordet er kærlighed.