Stormen udenfor

Citat
”(...) Da de kom frem til lokalet med alle dets bælter og mekanismer beregnet til at være i kontakt med menneskekroppen på diverse frygtelige, umenneskelige måder, tømte Frederick blæren.”
”Stormen udenfor”, side 171-72.

Frederick Merrill bliver i 1962 indlagt på det psykiatriske hospital Mayflower. Han er maniodepressiv, og da han i en brandert har optrådt som ækel blotter, beslutter hans kone Katharine at lade sin mand tvangsindlægge. Det er udgangspunktet for Stefan Merrill Blocks anden roman, ”The Storm at the Door” (”Stormen udenfor”, 2011) fra 2011.

På sindssygehospitalet møder Frederick et farverigt persongalleri af intellektuelle, poeter og andre som f.eks. en krigsveteran, der hver dag på ny vågner op til den rædselsfulde erkendelse af at have mistet både arme og ben. Over for de spontane og følsomme patienter står psykiateren Albert Canon, skurken i ”Stormen udenfor”. Han udnytter patienternes følsomme sind, fratager dem skriveredskaber og piner dem med elektrochok, og han får i det hele taget et ophold på et psykiatrisk hospital til at minde mere om en fængselsdom end behandling. 

28972865

Uden for hospitalets mure står græsenken Katharine, der, efterhånden som begivenhederne skrider frem, må spørge sig selv, hvad det egentlig er, der kvalificerer de gale til at være gale og de raske til at være raske. Her rejser bogen et klassisk spørgsmål i forbindelse med bøger, der tager fat på psykiatrisk behandling og normalitetsbegrebet: Er de gale virkeligt gale, eller er det i virkeligheden en syg verden, som ikke levner plads til de skæve og anderledes?

Rammen om ”Stormen udenfor” er skildringen af den 7-årige Stefan Merrill Blocks oplevelse af mormoderen, Katharine, der brænder alle morfaderens efterladte papirer i slutningen af firserne. Fra starten er det tydeligt, at vi har at gøre med en jeg-fortæller af samme navn som forfatteren, og at bogens hovedpersoner er identiske med forfatterens egne bedsteforældre.

Betyder det så, at vi har at gøre med et tidstypisk stykke autofiktion, hvor de (selv)biografiske elementer arbejder for at styrke fortællingens autenticitet som en ægte repræsentation af virkeligheden? Nej, sådan er det ikke, og Stefan Merrill Block (forfatteren) har da også forsynet bogen med en indledende forbemærkning, hvor han skriver: ”Historien er altså ikke et portræt af deres faktiske liv, men indeholder dog nogen af deres breve og fotos, et par af mine egne erindringer og erindringer fra andre, som har kendt dem, foruden historiske detaljer fra en del bøger og artikler” (s. 9). 

”Stormen udenfor” er en fiktiv roman, inspireret af Stefan Merrill Blocks erindring og slægtshistorie.