Nu flyver forfatteren tilbage til Mellemamerika. Langt ude i den sumpede jungle opbygger han en helt lille verden, og mens fuglene skriger og jaguaren lister omkring, opfører han et eventyrligt og farvesprudlende spil om, hvordan tingene hænger sammen.
Hér har vi den brutale godsejer. Dér hans mere moderne søn. Hér er den ondskabsfulde arbejdsleder. Dér de underkuede, misbrugte indianere, som må pukle i bananerne og blir snydt, så vandet driver af dem sammen med de kemikalieskyer, de arbejder i. Det er en bog i genren "magisk realisme" - historien driver af varme og farver - men den handler om politik!
Kåre Bluitgen så historien for sig, da han lå syg af feber i Guatemala, men - med et lunt grin - fortæller han også, at han fik idéen til bogen ved at læse Karl Marx’s kritik af socialdemokraterne. Sådan skriver han:
Og solen klemte sig ned mellem de mørke skyer i striber, træerne strakte deres grene og greb fat i luften og holdt den stille. Nu er det tid for himlens soldater at stige ned i træerne og slutte sig til indianerne,råbte Bedste med begge næver knuget over det stride, grå hår. Jorden begyndte at emme, en regnbue sprang fra himmelbjerget op mod skyerne, der højt oppe var på flugt ind bag bjergene .