Ester Bock skriver sig ind i den socialrealistiske genre med sine mange jordnære skildringer af familielivet i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Et nært beslægtet forfatterskab er Martha Christensens, hvor ikke mindst ”Høvdingebørn” fra 1991 tematisk minder om såvel de seks romaner om dyrlægefamilien Beck som Ester Bocks seneste romantrilogi, idet den skildrer forholdet mellem en flok søskende og deres far i tiden fra den tyske besættelse i 1940 og frem til 1990.
Kirsten Thorup er ligeledes relevant at sammenligne med, men hvor Thorup ofte trækker samfundskritiske pointer frem, holder Bock sig som hovedregel til at inddrage det historisk faktuelle niveau som små tidsglimt. Den politiske virkelighed popper op ind imellem, men ikke som en definerende kraft. Dog spiller 2. Verdenskrig en central rolle i flere af Bocks romaner, og den væsentlige stillingtagen for eller imod besættelsesmagten bliver definerende for mange af Bocks romanpersoner og deres identitetsdannelse.
Et tredje forfatterskab, der kan være relevant at drage paralleller til, er Jens Smærup Sørensens. Begge skildrer landbolivet i det 20. århundrede, og ligesom Bock er Smærup Sørensen stærk i de indre monologer. Men hvor alt bliver penslet ud hos Bock, er der hos Smærup Sørensen masser af tilbageholdt information.
I øvrigt er Ester Bock forud for sin tid med romanen ”Længdespring” fra 1991 fra serien om dyrlægefamilien Beck. Her tager hun livtag med 1970'ernes frigørelse, ligesom mange af nutidens forfattere gør det. Deriblandt Katrine Marie Guldager i ”Lysgrænsen” og ”En ny tid”, Anne Lise Marstrand-Jørgensen i ”Hvad man ikke ved”, Naja Marie Aidt i ”Poesibog” og Benn Q Holm i ”Album”.