Ester Bocks roman ”Jeg maler mit liv” fra 2002 bærer undertitlen ”En roman om Frida Kahlo”. Som læsere møder vi hovedpersonen, da hun som ung gymnasieelev kommer ud for en alvorlig trafikulykke og får alvorlige og invaliderende skader for livet. I 1929 gifter hun sig som 22-årig med den berømte maler, den 20 år ældre Diego Rivera. Det er et ægteskab præget af svigt og løgn, og hele livet plages hun af disse svigt og af sine fysiske skader. Men der er også masser af lysglimt og livskraft i Kahlo – ikke mindst i hendes kunst, hvor hun maler sin smerte ud.
Omend forfatteren angiver genren som roman, giver værket et delvist dokumentarisk, delvist skønlitterært bud på den mexicanske maler Frida Kahlos liv. Værket refererer således både Frida Kahlos dagbog og gengiver flere af hendes breve, ligesom de faktuelle oplysninger i romanen er korrekte. Alle de personer, der optræder i bogen, er endvidere virkeligt eksisterende personer, og en mere passende genre må således være romanbiografi. Til gengæld er de følelser, forfatteren tillægger personerne, ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden. Det kan blandt andet ses af, at Ester Bock benytter en række udtryk, som hverken passer til tiden eller atmosfæren i det miljø, hun skildrer. Eksempelvis benytter hun udtryk som ”pis og papir” og ”ved du hvad, din torsk”, som er hentet fra en mere nutidig jargon.
23967510
Historien fortælles frem af en personbunden tredjepersonsfortæller, der ser alt fra Frida Kahlos synsvinkel. Det er således hendes erfaringsrum, læseren bliver introduceret til. Ikke mindst beskrives Kahlos usikkerhed på egne evner, hendes følelsesmæssige binding til Rivera, der måske blandt andet bunder i, at han på trods af sine mange affærer bakker op om hendes kunstneriske evner.
Romanbiografien tematiserer, hvordan Frida Kahlo slås med sine handicap og sin usikkerhed som både kvinde og kunstner, og den viser, hvordan hun bliver til igennem sin kunst og sine lidenskaber.
Hun har en usædvanlig evne til at udtrykke sin smerte igennem kunsten, og tilsvarende manifesterer hun sig gennem sin fremtoning. Via folkedragter, smykker og opsætning af det store hår (som indimellem klippes af i sorg og smerte), opbygger hun et jeg og danner et værn mod den ødelagte krop og de troløse relationer.