Benni Bødker er født i byen Nakskov i 1975 og opvokset på Lolland. Allerede som barn var han fascineret af vampyrer. Han så film og læste skrækblade, mens interessen voksede sig større og større. ”Min egen interesse opstod ved at se sort-hvide film i tysk synkronisering, hvor jeg ikke fattede en brik af, hvad der foregik, men bare blev fascineret af billederne. Sammen med 1970'er-bladene 'Skræk' og 'Gru', som svælgede i vampyrer og en bogserie som 'Den lille vampyr'.” (Susanne Bjertrup: Interview med en vampyrnørd. Politiken, 2006-05-20).
I små kladdehæfter skrev Benni Bødker sammen med en kammerat sine første historier om den blodtørstige grev Dracula med de spidse tænder, da han gik i tredje klasse. Historierne havde de klassiske vampyrfortællinger som forbillede, men var også krydret med en god portion humor.
”Mine første vampyrhistorier lavede jeg allerede i skolen sammen med en kammerat. Som regel var det tegneserier om Dracula, der kom galt af sted med sin medhjælper Igon. Vampyrgreven bryder fx desperat af sult ind i en blodbank, men ender med at være for beruset til at finde hjem, fordi han har drukket blod fra en alkoholiker.” (Benni Bødker: http://benniboedker.dk/om-forfatteren).
Men det var ikke kun gys og gru, der fyldte i Benni Bødkers barndom, det gjorde fascinationen af Anders And også. Især var Bødker optaget af Carl Barks’ fortællinger om andebyboerne og ikke mindst af Barks’ evne til at fortælle den gode historie. ”[…] når først man har læst Carl Barks, er man parat til at værdsætte alt, hvad der er kvalitet inden for historiefortælling.” (Susanne Bjertrup: Interview med en vampyrnørd. Politiken, 2006-05-20).
Benni Bødker forlod Nakskov og uddannede sig til cand.mag. i filosofi og dansk ved Roskilde Universitetscenter. Her skrev han speciale om den danske forfatter Knud Sønderby i 2002.
Året efter, i 2003, udkom hans første børnebog, der ligesom hans barndoms skriblerier i kladdehæftet, var en vaskeægte gyser.
Indtil 2009, hvor Benni Bødker tog springet og blev fuldtidsforfatter, arbejdede han som forlagsredaktør på forlaget Gyldendal. Han underviste og underviser stadig, sideløbende med sin forfattervirksomhed, på Forfatterskolen for Børnelitteratur og anmelder tegneserier for Dagbladet Information. Endvidere er han en hyppig anvendt foredragsholder på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Siden debuten er et hav af udgivelser stødt til, og senest i 2011 debuterede Benni Bødker som voksenforfatter med bogen ”Blod vil have blod”, skrevet sammen med Karen Vad Bruun.
Benni Bødker bor sammen med Karen Vad Bruun i en lejlighed på Nørrebro i København.