Forfatterskabet spreder sig over mange forskellige genrer heriblandt horror, kriminalromaner, historisk romaner, sci-fi og manga. Derfor er det også vanskeligt at sige noget generelt om forfatterskabets genrer. Men man kan dog sige, at Bødker bevæger sig inden for en gruppe af genrer, hvor de fantastiske elementer, altså elementer der ikke er funderet i den virkelighed vi kender, er dominerende.
Han er meget bevidst om, hvilke fordele der er forbundet med at skrive inden for meget fastforankrede genrer og udfordrer selvsamme rammer ved at bryde med det, læseren måske forventer. ”Når man skriver genrelitteratur, får man en masse forærende, fordi læseren kommer med sine egne forudfattede meninger om, hvordan universet hænger sammen, og hvad det betyder, når der kommer f.eks. en vampyr på banen. Det er attraktionen ved al genrelitteratur, at man kan arbejde med og imod disse forestillinger[…]” (Susanne Bjertrup: Interview med en vampyrnørd. Politiken, 2006-05-20).
Selvom Benni Bødker også skriver for voksne, så er litteratur henvendt til børn forbundet med frihed for ham: ”Jeg kan godt lide plot og kulørte begivenheder og groteske optrin, og 'for børn' er et af de steder, hvor man kan tillade sig at skrive den slags. Det er ikke særligt fremherskende i den almindelige voksenlitteratur.” (Susanne Bjertrup: Interview med en vampyrnørd. Politiken, 2006-05-20)
Tematisk tegner der sig et tydeligere billede. Benni Bødker skildrer ofte barnet, der er ladt i stikken, barnet der har oplevet alvorlige svigt f.eks. fra det etablerede systems side. Dette barn er udsat og et let offer, hvilket også er omdrejningspunktet for fortællingen.
I serien om de syv nøgler er de udvalgte børn alle forældreløse eller udstyret med ubehjælpelige forældre og er derfor et let bytte for en hemmelig orden, der udnytter børnenes sårbarhed og søgen efter en brugbar voksenkontakt.
Det viser sig dog også hurtigt, at disse børn, som Bødker skildrer, langtfra er så sølle, som de tager sig ud ved første øjekast. De besidder nemlig ofte en styrke og et overlevelsesinstinkt, der gør dem i stand til at håndtere selv de umuligste udfordringer, hvad enten det drejer sig om blodsugende vampyrer, undersøiske monstre eller intrigante korsriddere. De er alle det, man med et moderne udtryk ville kunne kalde kompetente børn.
De voksne er ligeledes skildret som usympatiske, manipulerende, fraværende og som i tilfældet med Agnes og Edvards mor decideret uvidende og uforstandig. De voksne er ofte børnenes modstandere, der uden skrupler vil bruge børnene til at opnå egne mål. De står med andre ord i vejen for den sandhed, som børnene forsøger at få frem i lyset.
Der findes dog også voksne, der fungerer som børnenes allierede, som deres hjælpere. Desværre lider disse voksne ofte kranke skæbner, f.eks. fortæres munken broder Markus på bestialsk vis af en flok vampyrer, da han hjælper Edvard og Agnes med at afsløre sandheden om Mørkets Brigade.
Så selvom Bødker genremæssigt spænder vidt, er forfatterskabet bundet sammen af et univers, der i høj grad er bygget op omkring børn. Børn der kan selv, børn der ikke har brug for voksne og børn, der afdækker svindel og humbug i deres kompromisløse kamp for sandheden.