Benni Bødkers Operations-serie udkom i 2014 og består af bøgerne ”Operation – Bloddiamant”, ”Operation – Selvmordsbombe”, ”Operation – Uran-235” og ”Operation – Dødsstød”.
Malik er blevet smidt ud af et utal af skoler. Han roder sig enten ud i problemer med andre elever eller politiet. En dag bliver hans forældre kontaktet af en kostskole i Skotland. Skolen hedder Moray og er for børn med særlige evner. De tilbyder, at Malik ganske gratis kan få en uddannelse, og Maliks forældre tager imod tilbuddet med kyshånd.
Malik finder hurtigt efter sin ankomst ud af, at skolen, eleverne og lærerne ikke er helt almindelige. Kostskolen uddanner kommende agenter og spioner for Interpol. På skolen har eleverne fag som kampsport, kodebrydning og skydning. Fag der alle skal forberede dem på de farlige missioner, de senere skal sendes ud på.
Malik trives på skolen og oplever for første gang i sit liv at være dygtig til noget. Der er kun plads til de bedste på Moray, og da Malik dumper en øvelse, hænger hans fremtid på skolen i en tynd tråd. Han får en sidste chance for at bevise sit værd og sendes på en rigtig mission til Afrika. Maliks opgave er at finde ud af, hvem der forsyner en oprørshær med våben i bytte for illegale bloddiamanter.
Ved hjælp af en mobiltelefon, en håndgranat og en god portion held lykkes det at afsløre bagmændene, og Malik kan vende tilbage til sin uddannelse på Moray.
51447271
Operation-serien er spændingsmættet fra start til slut. Alle bind indledes in medias res, hvilket vil sige, at læseren dumper ind midt i historien f.eks. i en lortelugtende kloak undercover hos den japanske mafia Yakuzaen eller i en parisisk moske på jagt efter terrorister. Det er et litterært virkemiddel, der medvirker til at fange læserens opmærksomhed fra første færd.
Som det ofte er tilfældet med bøger i seriebogs-genren er hver af de fire bind bygget op på samme måde. Hovedpersonen Malik er på en mission, hvor han finder beviser på en større forbrydelse. Han sendes derfor ud på endnu en mission for at redde verden, livet, Moray eller sin egen uddannelse. Det lykkes og alt ånder fred. Indtil næste gang.
Den faste model for historiens opbygning skaber en høj grad af genkendelighed hos læseren, hvilket giver en god balance i forhold til fortællingens høje spændingsniveau. Genkendeligheden skaber med andre ord et pusterum midt i det action-mættede handlingsforløb.