Selvom Cecil Bødkers forfatterskab fremstår bredt favnende og spraglet, er og bliver hun dog mest kendt for sine børnebøger. ”Silas og den sorte hoppe” udkom i 1967, hvor også fire andre skelsættende børnebøger udkom. Det drejer sig om Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil”, Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon”, Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken” og Halfdan Rasmussens ”Halfdans ABC”.
De fem bøger er blevet definerende for dansk børnelitteratur, og selvom der er stor forskel på forfatterskaberne – Cecil Bødkers er så langt det mest alvorlige – er der alligevel væsentlige ligheder i deres måde at anskue barnet som netop et barn og ikke bare en lille, underudviklet voksen. Hermed fik barndommen også værdi i sig selv. Det var ikke længere bare noget, som skulle overstås på vejen mod voksenliv med hus og arbejde.
Som professor i børnelitteratur Torben Weinrich udtrykker det: ”Ingen havde skrevet sådan til og for børn før. Pludselig var tingene på børnenes betingelser, og bøgerne trådte ind i børnenes verden, fordi de blev skrevet i et sprog, børn selv bruger, når der ikke er voksne til at rette dem.” (Jennifer Jensen: Arven fra 1967: Fem bøger ændrede børnelitteraturen. Folkeskolen.dk, 2017-01-20).
Selvom de måske ikke i streng forstand kan karakteriseres som et beslægtet ”forfatterskab” er det alligevel vigtigt også at nævne Bibelens fortællinger, da Bødker i mange af sine bøger trækker kraftigt på nogle af de kendte konflikter fra den kristne grundtekst. Flere af hendes bøger er også direkte omskrivninger af historier fra Bibelen, om end den stærke drift mod frihed og frigørelse fra dogmatik og den hæmmende voksenverden i især hendes børnelitterære forfatterskab gør det vanskeligt at opfatte Bødker som en forfatter med et egentligt kristent budskab.
Nævnes kan desuden forfattere som Jules Verne og Frederick Marryat, der med deres eventyrfyldte romaner også stadig begejstrer unge læsere verden over.