Cecil Bødkers sidste roman ”Siffrine”, 2003, har en meget særegen fortællerstemme. Historien fortælles nemlig af et endnu ufødt barn, Siffrine, der til at starte med forklarer, hvordan hendes far og mor mødte hinanden til et dansebal. Faren bor hjemme på sine forældres gård, mens moren, Shiba, er en såkaldt ’tater’, dvs. en del af en omvandrende gruppe af arbejdere, der fifler sig igennem tilværelsen ved at påtage sig ildesete småjobs som flåning af selvdøde kreaturer eller slibning af knive og sakse.
Det skaber gnidninger, da faren Josts forældre ikke synes, at Shiba er deres søn værdig, og da de i øvrigt synes, at hun ser underlig ud og opfører sig mærkeligt. Til sidst vælger Jost og Shiba at forlade forældrenes gård og flytte ind i et hus sammen med den ildesete Therkel. Therkels ansigt er vansiret, og mange i byen er bange for ham, men ikke Shiba, og derfor tilbyder Therkel at lade dem bo i hans hus gratis. Han er kun glad for selskabet.
24837491
”Siffrine” er klassisk Bødker i den forstand, at mange af temaerne og konflikterne fra hendes store forfatterskab også står i fuldt flor her. Grundlæggende fremstår fortællingen som en kamp mellem det faste og det flydende. Josts forældre bor på en gård, de er økonomisk velfunderede, og de går op i traditioner. Det er vigtigt for dem, at Jost bliver gift, får en god kone og en dreng, der kan overtage gården og føre traditionerne videre. Shiba står for alt det modsatte. Hun flakker rundt uden fast bopæl, hun bruger ukrudt i suppen og brødet, nægter at lade sig indordne under reglerne på gården og kan som kvinde ikke finde ud af selv det mest basale husarbejde. Shiba fremstår på den led som den moderne, frigjorte kvinde over for sin svigermors gårdfaste konservatisme.
Også i Bødkers sidste bog mærker man altså den konstante forkærlighed for dem, der står uden for samfundets faste og kvælende rammer, og der går på den led en lige linje fra Silas op forbi Tinke i ”Hungerbarnet” og til Siffrines mor Shiba.