Brunpels

I ”Brunpels” (Troldeliv 10, 2013) er en kæmpestor bjørn gået i hi lige ved siden af troldehøjen. Troldungerne er skrækslagne, og de vil have, at far Wrisil skal jage bjørnen langt væk. Mor Æna og Far Wrisil beroliger troldungerne med, at bjørnen ikke er farlig, når blot de lader den være i fred. Men troldungerne har besluttet sig for, at de vil af med bjørnen, og anført af Truzlon og Vittar graver de en bjørnefælde. Det ender dog helt galt, da bjørnen kommer slemt til skade og lider voldsomt. Mor Æna og Far Wrisil er oprørte over ungernes opførsel og forsøger at hjælpe bjørnen, men først da Paja synger bjørnen til ro, kan Mor Æna hjælpe den.

Som i de øvrige bøger i serien er der også i denne bog en fin morale fortalt i børnehøjde. Man skal ikke frygte andre, fordi de er anderledes men vise venlighed og respekt for hinandens forskelligheder. I stedet for at forsøge at forstå Brunpels og hans natur prøver børnene at fjerne årsagen til deres frygt – dette leder unægtelig tankerne hen på den virkelige verden, hvor tilsvarende handlinger finder sted hver dag. Paja udtrykker det meget præcist med sætningen: ”Vi ville jo ikke skade ham … Vi vil bare ikke have ham til at bo her, lige ved siden af troldehøjen,” siger hun (s. 19).

50651134

I ”Brunpels” beskriver Sissel Bøe også den magt og forførelse, som kan opstå, når man færdes i flok. Troldungerne lader sig alle rive med af hinanden og er nærmest helt ekstatiske, da de skal vække bjørnen. De ”marcherer” på ”rad og række”, Pajko dirigerer, pigerne blæser i barkhorn, drengene skråler og Truzlon banker rytmen – de er som en hær over for den enlige, sovende bjørn, der egentlig kun udgør en trussel i troldungernes hoveder.

Budskabet i den vemodige slutning er, at man kan og skal råde bod, når man har forvoldt skade. Med Mor Ænas bjørnetand om halsen går den kloge Paja ud i natten og synger for bjørnen, og så sker der noget: ”Tanden bliver varm. Tung og varm. Og i ét nu ER Paja bjørnen” (s. 24). Kløften mellem troldene og den fremmede bjørn er væk.