Genrer og tematikker

Sissel Bøes billedbøger er i stort format og henvender sig til børn fra fire år og op til tiårsalderen. Der er et fokus på evigtgyldige og gode værdier som venskab, fællesskab, sammenhold i familien, ærlighed og kærlighed, som er gennemgående i alle bøgerne i serien.

Historierne bygger på den nordiske folketro (folklore), hvor bl.a. trolden var en fremtrædende figur. Sissel Bøes trolde lever, ligesom troldene i folketroen, i huler under jorden, men hvor de i gamle sagn og myter blev beskrevet som ondskabsfulde, tyvagtige, dumme og grimme, er Sissel Bøes troldefamilie mere charmerende og positivt skildret. F.eks. er troldefar Wrisils kæmpeskat ikke stjålne ting fra menneskene – det er blot ting han har ’lånt’. På fortællingen.dk står der om Peter Madsen fantastiske illustrationer: ”På trods af det mørke og dystre troldeunivers udstråler figurerne sjæl og varme og har et dejligt glimt i øjet” (Sissel Bøe og Peter Madsen: Troldeliv 1-3. 2009-11-15).

Mange andre væsner og elementer fra den nordiske folketro findes i Sissel Bøes bøger: Elverpiger, vætter, hekse, hekseringe, magiske rødder, urter og bær – og også huldren og nøkken dukker op i en af bøgerne (”Festen”, 2010). Sammen med folketroen er naturen en stor inspirationskilde for Sissel Bøe, og på forfatterens hjemmeside lægges der op til, at enhver kan finde spor af troldene, når man går rundt i skoven, når blot man har ’troldeblikket’ på. På hjemmesiden kan man læse følgende: ”Paja og Pajko dukkede pludselig op sommeren 2006. Og da vi fik øje på dem oftere og oftere i løbet af efteråret, begyndte Sissel at skrive historierne om dem ned, og Peter tegnede massevis af skitser” (Troldeliv.dk).

Sissel Bøes trolde har mange menneskelige træk, og i hver bog beskriver hun et tema, en følelse eller en problematik, som de fleste børn kender fra deres eget børneliv. Det kan for eksempel være kræsenhed, som i ”Troldsuppe” (2012), hvor Rolla ikke vil spise den magiske troldsuppe. For hun kan kun lide søde sager og vil selv bestemme, hvad hun vil spise. I ”Festen” er temaet generthed – Paja vil kun holde fest med dem, hun kender og ikke en masse uhyggelige fremmede. Alle børn vil også nemt kunne sætte sig ind i, hvordan Pajko har det i ”Sov godt” (2010), når han ligger i stilheden og er den eneste, der ikke kan falde i søvn.