Beslægtede forfatterskaber

Niels Bo Bojesen nævner blandt andet den britiske tegner Ronald Searle som et af sine idoler. Han har bl.a. tegnet satiriske tegninger til tidsskriftet The New Yorker, og netop denne indflydelse er nem at se i Niels Bo Bojesens arbejde, hvor det satiriske kommer til udtryk både i børnelitteratur og dagbladene.

En anden stregtegner, der har fællestræk med Niels Bo Bojesen, er den norske Iben Sandemose. Hendes værker kendetegnes ved en kraftig sort streg, der f.eks. er at se allerede i hendes første værk ”Fiat og farmor” (2002). Niels Bo Bojesens figurer er ligeledes tegnet i tyk, sort streg. De simpelt udførte og løse stregtegninger er i begges værker ofte ledsaget af kraftige farver, der understreger fortællingens stemninger og følelser.

De simple stregtegninger til humoristiske fortællinger bruges også af den danske illustrator Charlotte Pardi. I f.eks. ”Sofies frække bamse” (2001) ses hovedpersonen som rundhovedet og med strithår – ligesom Niels Bo Bojesens Vitello og Luna Linea i serierne af samme navn.

En anden dansk illustrator, der også tegner børn med runde hoveder og strithår, er Tine Modeweg-Hansen. Bl.a. i sin serie om prinsessen med f.eks. ”Prinsessen på sandslottet” (1998) har karaktererne flere fællestræk med Niels Bo Bojesens børnekarakterer. Tine Modeweg-Hansen har ligesom Niels Bo Bojesen også illustreret et Kim Fupz Aakeson værk, da hun vandt en illustrationskonkurrence med den visuelle fortælling til værket ”Prinsessen der altid havde ret” (1996).