Niels Bo Bojesens job som fast tegner for Jyllands-Posten ses tydeligt i hans illustratoriske stil, der udtrykker lethed og tempo. Stregen er sort, skifter i tryk og han er ikke bange for at farve udenfor stregerne. Nogle gange er det med til at vise bevægelse, andre gange giver det tegningen og værket et element af tilgængelighed. Netop tilgængeligheden virker sympatisk over for de yngre læsere, der kunne inspireres til også at give sig i kast med en visuel fortælling. Samtidig er dette fokus på det uperfekte også med til at fremhæve en vis autenticitet i tegningerne, for i virkeligheden er alt jo heller ikke inden for stregerne.
I de fleste af værkerne forholder Niels Bo Bojesen sig meget tekstnært til fortællingen og er derved også med til at forstærke den tekstuelle del af fortællingen.
Niels Bo Bojesen har lavet mange værker, der er henvendt til børn – fra skønlitterære fiktionsværker til faglitterært undervisningsmateriale til brug i folkeskolen. Dette fokus på børn ses også i karaktererne, der ofte er meget humoristiske og karikerede med overdrevene træk. F.eks. har karaktererne ofte store runde hoveder, beskidte ansigter og meget uglet hår, nogle har briller så tykke, at de ikke kan se ud af dem, og på et tidspunkt, da Vitello skal bære en skraldepose ud, er den på størrelse med ham selv.