Da Roberto Bolaño nærmest satte en ære i at bryde de litterære normer og vægrede sig ved at blive kategoriseret, falder det ikke lige for at sammenstille ham med andre sydamerikanske forfattere. Men det er ikke ved siden af at sammenligne ham med spanske José Saramago og tyrkiske Orhan Pamuk, som begge leverer underspillede værker med filosofiske islæt. Kristoffer Zøllner skriver som nævnt, at der er træk fra dadaismen i Bolaños forfatterskab, og selvom det ikke er en tosset sammenligning, trækker Bolaños flirt med for eksempel punk forfatterskabet ind i en anden og mere nutidig virkelighed end dadaismens.
De mange spring og drømmelignende træk hos Bolaño kender man også fra for eksempel den surrealistiske filmkunst, blandt andet Luis Buñuel og Salvador Dalís film ”Den andalusiske hund” fra 1928. Her er billedsproget poetisk, voldsomt, drømmelignende – et værk, der i sin samtid sprængte rammerne for, hvad der var ”film”. Den stærke jeg-fortæller, man møder i Juan García Maderos-karakteren i ”De vilde detektiver”, kan med lidt god vilje lede tanken hen på en del af Henry Millers bøger, hvor jeg-personen lever et seksuelt frigjort bohemeliv i Paris, og hvor dagene går med udskejelser, en konstant vekslen mellem skrivearbejde, psykoanalytiske eksperimenter, sult, hor, druk og drift. Appetit på livet, på kvinderne og på den litterære kunst findes hos både Millers og Bolaños jeg-personer, der drives frem af begær, nysgerrighed og risikovillighed. Livet er en rejse, hvor målet er rejsen i sig selv.