roberto bolano
Foto: The Estate of Roberto Bolano

Roberto Bolaño

journalist Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret af cand.mag. Christian Baun. 2014.
Top image group
roberto bolano
Foto: The Estate of Roberto Bolano

Indledning

Roberto Bolaño er en moderne myte og et fyrtårn i spansksproget litteratur. Hvis man ikke kender forfatteren Roberto Bolaño og forsøger at finde ud af, hvilket menneske, der gemmer sig bag navnet, skal man ikke grave længe for at finde ud af, at rygterne og historierne om manden er lettere at finde end nøgne fakta.

Det virker, som om Bolaño selv er blevet en mystisk om ikke fiktiv figur. Hans død i en alder af 50 år har absolut medvirket til, at han fremstår uudgrundelig, en drilsk kunstnersjæl og et fjernt geni. Hvad den virkelige historie om manden bag myten er, er svært at afdække.

51278569

Blå bog

Født: 28. april 1953, Santiago.

Død: 15. juli 2003.

Debut: La Pista de Hielo. 1993. Roman.

Litteraturpriser: Rómulo Gallegos Prize, 1999. National Book Critics Circle Award, 2008.

Seneste udgivelse: Fjern stjerne. Gyldendal, 2014. Roman. Oversat af Iben Hasselbalch.

Inspiration: Franz Kafka – og derudover hans nærmeste venner, forfatterne Rodrigo Fresán og Enrique Vila-Matas, som formodentlig har været Bolaños litterære diskussionspartnere.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og jeg forestillede mig også María i seng med Alberto. Og Alberto der klaskede María på balderne. Og Angélica i seng med Pancho Rodríguez (eks-realvisceralist, gudskelov!). Og María i seng med Piel Divina. Og Alberto i seng med Angélica og María. Og Alberto i seng med Catalina O´Hara. Og Alberto i seng med Quim Font.”
”De vilde detektiver”, s. 105.

Da General Pinochet styrtede den socialistiske Salvador Allende ved militærkuppet i Chile i 1973, flygtede den unge Allende-sympatisør Bolaño til Mexico City, hvor han også havde boet med sine forældre, da han var barn. Lidt efter vendte han tilbage til Chile for at blive en del af revolutionen. I flere år levede han en lidt tumultarisk tilværelse i både Mellemamerika og Europa, indtil han i 1977 flyttede til Spanien. Han døde i 2003 af leversvigt, og fik efter sin død fænomenal succes, specielt ved hjælp af den posthume ”2666”.

Bolaño er en mand, om hvem meget er blevet sagt, men hvor stadig lidt er kendt, og dermed er han ifølge William Skidelsky, bogredaktør ved The Observer, blevet en magnet for alle former for fremstillinger og udlægninger.

Magasinet The New Yorker bragte på et tidspunkt en historie om, at den sagnomspundne forfatter var heroinmisbruger, og selvom det tilsyneladende ikke var tilfældet, blev selv kendte fakta om forfatterens liv til mytestof: Han var en ung revolutionær i Allendes Chile, han grundlagde en ”punk-surrealistisk” poetisk bevægelse og levede i mange år som ”digter-landstryger”. Og så har Roberto Bolaños besynderlige fiktioner, der ifølge William Skidelsky mesterligt sidestiller kunstnere og kriminelle og flirter frækt med tanken om sandheden, også bidraget til at sikre, at Bolaño forbliver en kultfigur, selv som hans arbejde efterhånden er blevet mainstream.

Bolaño gav sjældent interviews, og når han endelig gjorde, havde han en tendens til at lege med intervieweren og til at svare afledende og drillende. I interviewbogen ”Roberto Bolaño – the last interview and other conversations” fremgår dette blandt andet af det sidste interview, som forfatteren gav til mexicanske Playboy: Intervieweren spørger her, hvorfor forfatteren altid har en modsat opfattelse af tingene, hvortil Bolaño svarer: ”Jeg har aldrig en modsat opfattelse af tingene”.

 

De vilde detektiver

”Måske skiltes vi der, cigaretrøgen fik mig til at tabe ham af syne som så mange andre man lærer at kende når man tager ud for at arbejde og snakke sammen, og derpå taber af syne. I Paris er det anderledes. Folk fjerner sig, folk bliver mindre, men man har tid til at sige farvel uanset om man ønsker det eller ej.”
”De vilde detektiver”, s. 538.

I Roberto Bolaños ”Los detectives salvajes” fra 1998 (”De vilde detektiver”, 2010) følger man digteren Arturo Belano, hvis historie har påfaldende lighed med Roberto Bolaño selv. Sammen med vennen Ulises Lima skaber Belano en litterær bevægelse, visceral-realisterne, og gennem dem følger vi digtertilværelsens vildveje i Mexico.

”De vilde detektiver” er opdelt i tre dele, som giver bogen en særlig cirkulær fortællestruktur. Første del er en dagbog, der strækker sig fra 2. november til 31. december 1975. Her følger vi jeg-personen Juan García Maderos, der med sine 17 år, sine mislykkede jurastudier og sin fascination af poesi og litteratur bevæger sig ind i digterlivet og bliver optaget i visceral-realisterne. Dagbogsformen bliver her et stilsikkert greb: Det er den arketypiske fortælling om en ung mands rejse fra barndom og ind i det spirende voksenliv, med alt hvad det bringer med sig af forvirring, følelser og kønsdrift. Liderligheden, besiddertrangen, konkurrencen mellem unge mænd, hvad enten det drejer sig om deres formåen med kvinder eller poesi, fylder påfaldende meget i dagbogsnotaterne, der også rummer en massiv og studentikos namedropping af digtere, kunstnere og litterater.

28476701

Bogens anden del er et sammensurium af fortællinger af forskellige mennesker, der har kendt og kender Arturo Belano og Ulises Lima. Historierne er kronologisk fremstillet, og den første fortælling begynder i januar 1976, samme periode som vores unge dagbogsforfatter skriver i. Denne del af bogen udgør et sammensat billede af de to digtere, der til tider fremstår som bedragere og andre gange er beskrevet som kunstneriske genier.

Sidste fortælling foregår samme sted og tid som den første: På den måde afslutter Bolaño en cirkel, der i stedet for at give svar og konklusioner, har ført læseren ud på en rejse og givet et mange facetteret indtryk af den menneskelige tilværelse i almindelighed og af digtertilværelsen i særdeleshed.

I tredje del af bogen er vi igen hos dagbogsforfatteren Maderos. Men nu er der gået kludder i tiden. Han har noteret en forkert dato – eller det vil sige, at alt det, han har skrevet fra den 31. december skrev han 1. januar: ”Det jeg skriver i dag, skriver jeg i virkeligheden i morgen der for mig bliver i dag og i går og også på en eller anden måde i morgen: en usynlig dag. Sådan da.” (s. 569). Tiden er altså ophævet, og derfor bliver virkeligheden også en fiktion. Tidens, stedets og handlingens enhed falder fra – eller nærmere ind i – hinanden.

Det vigtige bliver ikke fakta om, hvornår hvad skete, men beskrivelsen og iagttagelsen af begivenhederne. Der er aktion, passion og poesi over hele linjen, handlingen accelererer, indtil den pludselig stopper op, forsvinder et sted i Sonoraørkenen. De sidste tre dagbogsnoter gentager samme spørgsmål, illustreret af en firkant, der enten har fast eller stiplet linje: ”Hvad er der bag vinduet?” Bogen slutter med gåder uden svar. Firkanten er ikke et vindue. Og det er den måske så alligevel. Hvad gemmer sig bag denne bog?

 

2666

”De talte om den følelse de begge fik da de sparkede løs på den liggende krop. En blanding af drøm og seksuel lyst. Lyst til at bolle den arme stakkel? bestemt ikke! Snarere som om de bollede sig selv. Som om de rodede i sig selv.”
”2666”, s. 98.

Roberto Bolaños roman ”2666” fra 2004 (”2666”, 2012) består af fem selvstændige dele med hver deres hovedpersoner og særlige stemning, men med små forbindelser der samler fortællingen. Værket fremstår som fem lag af en palimpsest om det moderne samfund.

I den første del, ”Kritikernes del” på 177 sider, følger man fire litteraturprofessorer som alle dyrker og søger forfatteren Archimboldi. To af disse opgiver deres søgen i byen Santa Teresa. ”Amalfitanos del” på blot 74 sider kredser om en Santa Teresa-tilflytter. Den triste universitetsprofessor Amalfitano bor alene med sin datter Rosa, efter at moren er bortløbet for at udleve sin kærlighed til en digter indespærret på et sindssygehospital. ”Fates del” er på 134 sider og omhandler journalisten Oscar Fate, der tager til Santa Teresa for at dække en boksekamp. I byen møder han Amalfitanos datter Rosa samt journalisten Guadalupe Roncal.

29399638

”Forbrydelsernes del” på 317 sider er makaber og noir. Her bliver fortællingen mere upersonlig og koncentrerer sig om forbrydelserne, opklaringen og mediernes håndtering. Alle kvindemordene beskrives, efterhånden som de bliver fundet, som et ondt hjerteslag i romanen. Man følger forskellige politibetjente, journalister og den anklagede og voldelige Klaus Haas i fængslet. Sidste del på 294 sider er ”Archimboldis del”, som er hans livsfortælling inklusiv det faktum, at han er far til Klaus Haas. Tyske Archimboldi hed oprindelig Hans Reiter, var med i Anden Verdenskrig og blev efter krigen forfatter.

”2666” er skrevet i et roligt beskrivende tempo og til tider med et provokerende og voldeligt indhold. Bolaño bruger ikke megen patos eller store armbevægelser, men krydrer i stedet med klart kreative og modernistiske afsnit. Fortælleren kommer til syne på side 991: ”Og nu kommer vi endelig til Archimboldis søster, Lotte Reiter”.

Romanen udmaler mange dele af livet og samfundet – universitetslivet, hverdagen, den fjerde statsmagt, politiet inklusive korruption, bagsiden af samfundet med forbrydelser i lange baner og slutter positivt af med kunstneren Archimboldi og hans lattermilde forlægger Bubis. Værket udtrykker de mange udfordringer, verdensbefolkningen står over for med ondskab, krig og korruption, men samtidig hylder ”2666” intellekt, kultur, kunst, maskulinitet, kærlighed og livet som en spændende kamp for mening og nydelse.

 

Fjern stjerne

” “(…) og de forbløffede lyttere forstår, at det til dels er hendes egen historie, historien om den chilenske borger Amalia Maluenda, tidligere hushjælp hos Garmendia-søstrene, dels Chiles historie. En rædselshistorie. Når hun således taler om Wieder, er det, som om løjtnanten er mange personer på én gang: en ubuden gæst, en forelsket mand, en kriger, en djævel.”
”“Fjern stjerne”, s.157

Roberto Bolaños bog ”Estrella distante” fra 1996 (”Fjern stjerne”, 2014) er en forløber for ”De vilde detektiver”, men på dansk udkom den efterfølgende. Hvor ”De vilde detektiver” er en tumultarisk og mangefacetteret bog, der springer i form, er ”Fjern stjerne” en mere samlet fortælling, men ikke mindre kraftfuld.

Handlingen foregår i Chile i tiden omkring militærkuppet i 1973 og er en historie om Alberto Ruiz-Tagle, der siden bliver den grusomme Carlos Wieder – en kunstner, der udnytter militærkuppet til egen fordel; som tilsidesætter al menneskelighed i sin stræben efter den ultimative æstetik. Han bliver diktaturstyrets digter og fotograf, en jagerpilot, der skriver digte på himlen, hævet over alle andre, en kynisk betragter, for hvem vold synes at have en egen brutal skønhed.

Hvor Alberto Ruiz-Tagle i begyndelsen beskrives som en smuk, afventende, lidt distanceret fyr, bliver Carlos Wieder frembrusende, dræbende og nådesløs: Transformationen sker en aften, hvor han opsøger Garmendia-søstrene, der er taget på landet hos deres tante. Han drikker te, spiser småkager og diskuterer litteratur med dem. De ler. Aften bliver til nat. Søstrene går i seng. Da morgenen gryr, er Ruiz-Tagle blevet til Carlos Wieder: Lydløst har han skåret halsen over på tanten. Hushjælpen er væk. En bil kører ind på gårdspladsen, og fire mænd stiger ud. Wieder lukker dem – og en ny, nådesløs æra – ind.

51278569

Så begynder fortællingen, der er fantastisk velfortalt med så mange historiske referencer, litterære henvisninger og grundige personskildringer, at man som læser fornemmer, at Bolaño må have kendt mennesker og skæbner som disse.

Persongalleriet har påfaldende lighed med det, der findes i ”De vilde detektiver”. Flere af karaktererne ligner hinanden til forveksling. Det er igen forfattere, unge, der mødes på skriveværksteder. De beskrives indgående – mestendels unge mænd, venner og kombattanter, med litterære ambitioner og stærke meninger om kunst i almindelighed og det skrevne ord i særdeleshed. Det feminine element er repræsenteret ved skriveværkstedets muser, de smukke, begavede tvillingesøstre Garmendia og deres modstykke; den tykke Marta Posados – et par andre kvinder nævnes kort, så vi forstår, at Ruiz-Tagle er damernes ven.

Genrer og tematikker

Berlingske Tidendes Kristoffer Zøllner skriver i sin anmeldelse af ”De vilde detektiver”, at værket ”først og fremmest (er) en hyldest til litteratur som selve raison d’etre (eksistensberettigelse), og på mange måder er den også et opgør med den etablerede, sydamerikanske mainstreamlitteratur, repræsenteret ved ”magiske realister” som Gabriel Garcia Márquez og Octavio Paz. I ”2666” føler man bl.a. denne hyldest ved de mange fiktionsrammer at Bolaño benytter – som drømme, breve, telefonsamtaler og de skjulte optegnelser efterladt af Anskij i Ukraine. De modernistiske træk i hans litteratur er signifikante med manglende svar, åbne slutninger og meningsløse mord. ”De vilde detektiver” er inspireret af dels dadaisterne og dels beatdigternes hyldest til landevejen og vildskaben, som Bolaño skriver om med digterens fine pen, der breder et metafysisk skær over teksten. Poesi og ironi på én gang.” (Kristoffer Zøllner: Fænomenet Roberto Bolaño. Berlingske bøger, 2011-01-13). 

Da kun ”De vilde detektiver” og ”2666” indtil videre foreligger på dansk, er det ikke muligt at sammenligne romanerne med Bolaños poesi. I ”De vilde detektiver” fylder det at skrive, kunsten, passionen og magien i bohemelivet meget. Form og tema smelter sammen og gør bogen til et værk, der så at sige ”bliver sit eget emne”: Det er et litterært, eksperimenterende værk, der forholder sig til digtekunsten på kunstens præmisser. Det er ikke en analyse, men en indlevet og nærmest ekspressionistisk fremstilling. 

Nick Gadd beskriver på bloggen ”crimespace” romanen “2666” som ”en intimiderende bog”, fordi Bolaño insisterer på at bryde alle regler og konventioner i traditionel forstand. Nick Gadd mener hverken, at man skal forvente plot, der bliver forløst, karakterudvikling eller morale, så længe Bolaño er på banen. Tværtimod fremstår det, som om Bolaño vil skrive en ny slags roman, der udtrykker forfatterens idé om det kaotiske, ufærdige og mangesidede i livet. Med det som udgangspunkt er det svært at kategorisere Bolaño. Han er med sin modvilje mod autoriteter og konventioner, sin grundlæggende revolutionære indstilling og sit venstreorienterede engagement i en kategori for sig. Alligevel aner man, at der under den bidende sarkasme og humoristiske ironi i fiktionen er en voldsom indignation i Bolaños person – over såvel samfundet som den litterære kunst. Det mest gennemgående tema i Bolaños romaner er litteratur: Det den beskæftiger sig med, dem, der læser den, og de forfattere, der skaber den. 

Beslægtede forfatterskaber

Da Roberto Bolaño nærmest satte en ære i at bryde de litterære normer og vægrede sig ved at blive kategoriseret, falder det ikke lige for at sammenstille ham med andre sydamerikanske forfattere. Men det er ikke ved siden af at sammenligne ham med spanske José Saramago og tyrkiske Orhan Pamuk, som begge leverer underspillede værker med filosofiske islæt. Kristoffer Zøllner skriver som nævnt, at der er træk fra dadaismen i Bolaños forfatterskab, og selvom det ikke er en tosset sammenligning, trækker Bolaños flirt med for eksempel punk forfatterskabet ind i en anden og mere nutidig virkelighed end dadaismens.

De mange spring og drømmelignende træk hos Bolaño kender man også fra for eksempel den surrealistiske filmkunst, blandt andet Luis Buñuel og Salvador Dalís film ”Den andalusiske hund” fra 1928. Her er billedsproget poetisk, voldsomt, drømmelignende – et værk, der i sin samtid sprængte rammerne for, hvad der var ”film”. Den stærke jeg-fortæller, man møder i Juan García Maderos-karakteren i ”De vilde detektiver”, kan med lidt god vilje lede tanken hen på en del af Henry Millers bøger, hvor jeg-personen lever et seksuelt frigjort bohemeliv i Paris, og hvor dagene går med udskejelser, en konstant vekslen mellem skrivearbejde, psykoanalytiske eksperimenter, sult, hor, druk og drift. Appetit på livet, på kvinderne og på den litterære kunst findes hos både Millers og Bolaños jeg-personer, der drives frem af begær, nysgerrighed og risikovillighed. Livet er en rejse, hvor målet er rejsen i sig selv.

 

Bibliografi

Romaner

Roberto Bolaño:
De vilde detektiver. Gyldendal, 2010. (Los detectives salvajes, 1998).
Roberto Bolaño:
2666. Gyldendal, 2012. (2666. 2004).
Roberto Bolaño:
Nocturne fra Chile. Gyldendal, 2013. Oversat af Iben Hasseslbalch.
Roberto Bolaño:
Fjern stjerne. Gyldendal, 2014. (Estrella distante. 1996). Oversat af Iben Hasselbalch.

Om forfatteren

Links

Unser Teil Der Traurigkeit. Neue Zürcher Zeitung, 2002-04-27. (tysk interview)
Appearing and Disappearing Like True Poetry. www.poetryfoundation.org. (Essay om Bolaño)
Carmona-Alvarez, Pedro:
Spejl og forbandelse. Den Blå Port 85, 2010-09-01.
Levinsen, Jakob: Roberto Bolaño: De vilde detektiver. Jyllandsposten, 2010-10-25.
Frantzen, Mikkel Krause:
En latinamerikansk beatnik. Information, 2010-10-28.
Frantzen, Mikkel Krause:
De myrdede kvinders by. Information, 2012-06-28.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Roberto Bolaño

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kilder citeret i portrættet
Roberto Bolaño 'would much rather have been a murder cop'. The Guardian, 2009-11-24.
Gadd, Nick:
Roberto Bolano has invented a new genre of crime writing, 2010-03-03.

Blogindlæg om Roberto Bolaño

Skidelsky, William:
Roberto Bolaño: The Last Interview & Other Conversations. The Observer, 2010-03-21.
Zøllner, Kristoffer:
Fænomenet Roberto Bolaño. Berlingske bøger, 2011-01-13.