Roberto Bolaño

Artikel type
voksne
journalist Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret af cand.mag. Christian Baun. 2014.
Main image
Bolaño, Roberto
Foto: The Estate of Roberto Bolano

Indledning

Roberto Bolaño er en moderne myte og et fyrtårn i spansksproget litteratur. Hvis man ikke kender forfatteren Roberto Bolaño og forsøger at finde ud af, hvilket menneske, der gemmer sig bag navnet, skal man ikke grave længe for at finde ud af, at rygterne og historierne om manden er lettere at finde end nøgne fakta.

Det virker, som om Bolaño selv er blevet en mystisk om ikke fiktiv figur. Hans død i en alder af 50 år har absolut medvirket til, at han fremstår uudgrundelig, en drilsk kunstnersjæl og et fjernt geni. Hvad den virkelige historie om manden bag myten er, er svært at afdække.

51278569

Blå bog

Født: 28. april 1953, Santiago. Død 15. juli 2003.

Debut: La Pista de Hielo. 1993. Roman.

Litteraturpriser: Rómulo Gallegos Prize, 1999. National Book Critics Circle Award, 2008.

Seneste udgivelse: Fjern stjerne. Gyldendal, 2014. Roman. Oversat af Iben Hasselbalch.

Inspiration: Franz Kafka – og derudover hans nærmeste venner, forfatterne Rodrigo Fresán og Enrique Vila-Matas, som formodentlig har været Bolaños litterære diskussionspartnere.

 

 

 

 

 

 

Baggrund

”Og jeg forestillede mig også María i seng med Alberto. Og Alberto der klaskede María på balderne. Og Angélica i seng med Pancho Rodríguez (eks-realvisceralist, gudskelov!). Og María i seng med Piel Divina. Og Alberto i seng med Angélica og María. Og Alberto i seng med Catalina O´Hara. Og Alberto i seng med Quim Font.”
”De vilde detektiver”, s. 105.

Da General Pinochet styrtede den socialistiske Salvador Allende ved militærkuppet i Chile i 1973, flygtede den unge Allende-sympatisør Bolaño til Mexico City, hvor han også havde boet med sine forældre, da han var barn. Lidt efter vendte han tilbage til Chile for at blive en del af revolutionen. I flere år levede han en lidt tumultarisk tilværelse i både Mellemamerika og Europa, indtil han i 1977 flyttede til Spanien. Han døde i 2003 af leversvigt, og fik efter sin død fænomenal succes, specielt ved hjælp af den posthume ”2666”.

Bolaño er en mand, om hvem meget er blevet sagt, men hvor stadig lidt er kendt, og dermed er han ifølge William Skidelsky, bogredaktør ved The Observer, blevet en magnet for alle former for fremstillinger og udlægninger.

Magasinet The New Yorker bragte på et tidspunkt en historie om, at den sagnomspundne forfatter var heroinmisbruger, og selvom det tilsyneladende ikke var tilfældet, blev selv kendte fakta om forfatterens liv til mytestof: Han var en ung revolutionær i Allendes Chile, han grundlagde en ”punk-surrealistisk” poetisk bevægelse og levede i mange år som ”digter-landstryger”. Og så har Roberto Bolaños besynderlige fiktioner, der ifølge William Skidelsky mesterligt sidestiller kunstnere og kriminelle og flirter frækt med tanken om sandheden, også bidraget til at sikre, at Bolaño forbliver en kultfigur, selv som hans arbejde efterhånden er blevet mainstream.

Bolaño gav sjældent interviews, og når han endelig gjorde, havde han en tendens til at lege med intervieweren og til at svare afledende og drillende. I interviewbogen ”Roberto Bolaño – the last interview and other conversations” fremgår dette blandt andet af det sidste interview, som forfatteren gav til mexicanske Playboy: Intervieweren spørger her, hvorfor forfatteren altid har en modsat opfattelse af tingene, hvortil Bolaño svarer: ”Jeg har aldrig en modsat opfattelse af tingene”.

 

De vilde detektiver

”Måske skiltes vi der, cigaretrøgen fik mig til at tabe ham af syne som så mange andre man lærer at kende når man tager ud for at arbejde og snakke sammen, og derpå taber af syne. I Paris er det anderledes. Folk fjerner sig, folk bliver mindre, men man har tid til at sige farvel uanset om man ønsker det eller ej.”
”De vilde detektiver”, s. 538.

I Roberto Bolaños ”Los detectives salvajes” fra 1998 (”De vilde detektiver”, 2010) følger man digteren Arturo Belano, hvis historie har påfaldende lighed med Roberto Bolaño selv. Sammen med vennen Ulises Lima skaber Belano en litterær bevægelse, visceral-realisterne, og gennem dem følger vi digtertilværelsens vildveje i Mexico.

”De vilde detektiver” er opdelt i tre dele, som giver bogen en særlig cirkulær fortællestruktur. Første del er en dagbog, der strækker sig fra 2. november til 31. december 1975. Her følger vi jeg-personen Juan García Maderos, der med sine 17 år, sine mislykkede jurastudier og sin fascination af poesi og litteratur bevæger sig ind i digterlivet og bliver optaget i visceral-realisterne. Dagbogsformen bliver her et stilsikkert greb: Det er den arketypiske fortælling om en ung mands rejse fra barndom og ind i det spirende voksenliv, med alt hvad det bringer med sig af forvirring, følelser og kønsdrift. Liderligheden, besiddertrangen, konkurrencen mellem unge mænd, hvad enten det drejer sig om deres formåen med kvinder eller poesi, fylder påfaldende meget i dagbogsnotaterne, der også rummer en massiv og studentikos namedropping af digtere, kunstnere og litterater.

28476701

Bogens anden del er et sammensurium af fortællinger af forskellige mennesker, der har kendt og kender Arturo Belano og Ulises Lima. Historierne er kronologisk fremstillet, og den første fortælling begynder i januar 1976, samme periode som vores unge dagbogsforfatter skriver i. Denne del af bogen udgør et sammensat billede af de to digtere, der til tider fremstår som bedragere og andre gange er beskrevet som kunstneriske genier.

Sidste fortælling foregår samme sted og tid som den første: På den måde afslutter Bolaño en cirkel, der i stedet for at give svar og konklusioner, har ført læseren ud på en rejse og givet et mange facetteret indtryk af den menneskelige tilværelse i almindelighed og af digtertilværelsen i særdeleshed.

I tredje del af bogen er vi igen hos dagbogsforfatteren Maderos. Men nu er der gået kludder i tiden. Han har noteret en forkert dato – eller det vil sige, at alt det, han har skrevet fra den 31. december skrev han 1. januar: ”Det jeg skriver i dag, skriver jeg i virkeligheden i morgen der for mig bliver i dag og i går og også på en eller anden måde i morgen: en usynlig dag. Sådan da.” (s. 569). Tiden er altså ophævet, og derfor bliver virkeligheden også en fiktion. Tidens, stedets og handlingens enhed falder fra – eller nærmere ind i – hinanden.

Det vigtige bliver ikke fakta om, hvornår hvad skete, men beskrivelsen og iagttagelsen af begivenhederne. Der er aktion, passion og poesi over hele linjen, handlingen accelererer, indtil den pludselig stopper op, forsvinder et sted i Sonoraørkenen. De sidste tre dagbogsnoter gentager samme spørgsmål, illustreret af en firkant, der enten har fast eller stiplet linje: ”Hvad er der bag vinduet?” Bogen slutter med gåder uden svar. Firkanten er ikke et vindue. Og det er den måske så alligevel. Hvad gemmer sig bag denne bog?