Fjern stjerne

Citat
” “(…) og de forbløffede lyttere forstår, at det til dels er hendes egen historie, historien om den chilenske borger Amalia Maluenda, tidligere hushjælp hos Garmendia-søstrene, dels Chiles historie. En rædselshistorie. Når hun således taler om Wieder, er det, som om løjtnanten er mange personer på én gang: en ubuden gæst, en forelsket mand, en kriger, en djævel.”
”“Fjern stjerne”, s.157

Roberto Bolaños bog ”Estrella distante” fra 1996 (”Fjern stjerne”, 2014) er en forløber for ”De vilde detektiver”, men på dansk udkom den efterfølgende. Hvor ”De vilde detektiver” er en tumultarisk og mangefacetteret bog, der springer i form, er ”Fjern stjerne” en mere samlet fortælling, men ikke mindre kraftfuld.

Handlingen foregår i Chile i tiden omkring militærkuppet i 1973 og er en historie om Alberto Ruiz-Tagle, der siden bliver den grusomme Carlos Wieder – en kunstner, der udnytter militærkuppet til egen fordel; som tilsidesætter al menneskelighed i sin stræben efter den ultimative æstetik. Han bliver diktaturstyrets digter og fotograf, en jagerpilot, der skriver digte på himlen, hævet over alle andre, en kynisk betragter, for hvem vold synes at have en egen brutal skønhed.

Hvor Alberto Ruiz-Tagle i begyndelsen beskrives som en smuk, afventende, lidt distanceret fyr, bliver Carlos Wieder frembrusende, dræbende og nådesløs: Transformationen sker en aften, hvor han opsøger Garmendia-søstrene, der er taget på landet hos deres tante. Han drikker te, spiser småkager og diskuterer litteratur med dem. De ler. Aften bliver til nat. Søstrene går i seng. Da morgenen gryr, er Ruiz-Tagle blevet til Carlos Wieder: Lydløst har han skåret halsen over på tanten. Hushjælpen er væk. En bil kører ind på gårdspladsen, og fire mænd stiger ud. Wieder lukker dem – og en ny, nådesløs æra – ind.

51278569

Så begynder fortællingen, der er fantastisk velfortalt med så mange historiske referencer, litterære henvisninger og grundige personskildringer, at man som læser fornemmer, at Bolaño må have kendt mennesker og skæbner som disse.

Persongalleriet har påfaldende lighed med det, der findes i ”De vilde detektiver”. Flere af karaktererne ligner hinanden til forveksling. Det er igen forfattere, unge, der mødes på skriveværksteder. De beskrives indgående – mestendels unge mænd, venner og kombattanter, med litterære ambitioner og stærke meninger om kunst i almindelighed og det skrevne ord i særdeleshed. Det feminine element er repræsenteret ved skriveværkstedets muser, de smukke, begavede tvillingesøstre Garmendia og deres modstykke; den tykke Marta Posados – et par andre kvinder nævnes kort, så vi forstår, at Ruiz-Tagle er damernes ven.