Berlingske Tidendes Kristoffer Zøllner skriver i sin anmeldelse af ”De vilde detektiver”, at værket ”først og fremmest (er) en hyldest til litteratur som selve raison d’etre (eksistensberettigelse), og på mange måder er den også et opgør med den etablerede, sydamerikanske mainstreamlitteratur, repræsenteret ved ”magiske realister” som Gabriel Garcia Márquez og Octavio Paz. I ”2666” føler man bl.a. denne hyldest ved de mange fiktionsrammer at Bolaño benytter – som drømme, breve, telefonsamtaler og de skjulte optegnelser efterladt af Anskij i Ukraine. De modernistiske træk i hans litteratur er signifikante med manglende svar, åbne slutninger og meningsløse mord. ”De vilde detektiver” er inspireret af dels dadaisterne og dels beatdigternes hyldest til landevejen og vildskaben, som Bolaño skriver om med digterens fine pen, der breder et metafysisk skær over teksten. Poesi og ironi på én gang.” (Kristoffer Zøllner: Fænomenet Roberto Bolaño. Berlingske bøger, 2011-01-13).
Da kun ”De vilde detektiver” og ”2666” indtil videre foreligger på dansk, er det ikke muligt at sammenligne romanerne med Bolaños poesi. I ”De vilde detektiver” fylder det at skrive, kunsten, passionen og magien i bohemelivet meget. Form og tema smelter sammen og gør bogen til et værk, der så at sige ”bliver sit eget emne”: Det er et litterært, eksperimenterende værk, der forholder sig til digtekunsten på kunstens præmisser. Det er ikke en analyse, men en indlevet og nærmest ekspressionistisk fremstilling.
Nick Gadd beskriver på bloggen ”crimespace” romanen “2666” som ”en intimiderende bog”, fordi Bolaño insisterer på at bryde alle regler og konventioner i traditionel forstand. Nick Gadd mener hverken, at man skal forvente plot, der bliver forløst, karakterudvikling eller morale, så længe Bolaño er på banen. Tværtimod fremstår det, som om Bolaño vil skrive en ny slags roman, der udtrykker forfatterens idé om det kaotiske, ufærdige og mangesidede i livet. Med det som udgangspunkt er det svært at kategorisere Bolaño. Han er med sin modvilje mod autoriteter og konventioner, sin grundlæggende revolutionære indstilling og sit venstreorienterede engagement i en kategori for sig. Alligevel aner man, at der under den bidende sarkasme og humoristiske ironi i fiktionen er en voldsom indignation i Bolaños person – over såvel samfundet som den litterære kunst. Det mest gennemgående tema i Bolaños romaner er litteratur: Det den beskæftiger sig med, dem, der læser den, og de forfattere, der skaber den.