Opbygningen i Kragevig-serien minder meget om opbygningen i eventyr: Hjemme - ude - hjemme. Fx medbringer Krageungen på sin rejse tre leveregler og sit gode hjerte. Hun møder ondskab, men også hjælpsomhed, dels fra naturen - de to krager - dels fra gode mennesker. Hun opholder sig tre steder, inden hun kan vende hjem til sit eget. Hun har løst opgaven, nemlig at finde sig selv og et fællesskab.
På indholdsplanet kan Kragevig-serien siges at være meget realistisk. Der optræder fx ingen overnaturlige hjælpere. Handlingen foregår i tæt kontakt med naturen, uden at den dog på overnaturlig vis griber ind. Personerne er ganske vist underlagt naturens kræfter, men på det realistiske plan.
Og alligevel - i alle fire Kragevig-bøger må hovedpersonerne på bedste eventyrvis forlade hjemmet og rejse ud. For alle personer bliver udrejsen, hvad enten den er en rigtig rejse som for Krageungen, Eidi og Alek, eller en indre rejse, som for Tink, netop den personlige prøve og udvikling, der skaber det helstøbte menneske, der på lige fod med de andre i Kragevig kan indgå i det lille samfund som et fuldgyldigt medlem. Også i Safran kommer hovedpersonen ud for en rejse, hvor hun i lighed med personerne fra Kragevig-serien møder ondskab, men også godhed og hjælpsomhed. Da hun vender hjem, kan hun indfri sine drømme.
Et fællestræk i kompositionen i Kragevig-serien er start og slutning på hver af de fire bøger. Alle starter de med et kig ud over Kragevig fra forholdsvis kort afstand, og de slutter bortset fra Eidi igen med dette kig over Kragevig. Det er læserens ind- og udgang til romanerne.