Kirsebær-Martin

Hjemme i haven står der en gammel kanon. Martin kigger på den. © Palle Bregnhøi
Hjemme i haven står der
en gammel kanon.
Martin kigger på den.
© Palle Bregnhøi

I Kirsebær-Martin, som Palle Bregnhøi i øvrigt selv har litograferet, har drengen Martin et ganske bestemt formål med sine aktiviteter: at få fyldt sin mave med kirsebær fra naboens bugnende træ. Og på både virkelighedens og fantasiens plan, der begge tegnes som værende lige reelle for hovedpersonen, udtænker og afprøver Martin mange snedige måder at nå sit mål på, f.eks. at lade sig skyde over i træet med kanon eller svæve derover under en stor ballon. Det er den ydre handling i historien. 

Men samtidig er den en fortælling om kreativitetens natur og barnets uhæmmede evne for kreativitet. Det, der ser ud til at være kreativitetens formål - kirsebærrene - er i lige så høj grad bare igangsættende for en proces, der bliver sit eget formål i kraft af det nærvær og den uforbeholdne energi, hovedaktøren lægger i den.

Billederne fortæller overbevisende, at det er lige så herligt at beruse sig i fantasi og skaben, som det er at beruse sig i kirsebær. Mange af billederne viser Martin hængende hel- eller halvvejs i luften på vej opad mod kirsebærrene svarende til, at han også mentalt har sluppet jordforbindelsen og beherskes af den mere løse tids- og stedsfornemmelse, der hører med til at være opslugt af leg og fantasi.