Palle Bregnhøi

Lise Lotte Larsen, 2000.
Main image
Bregnhøi, Palle
Foto: Jens Dresling

Dansk forfatter og illustrator.
Der er få illustratorer, der som han, både kvantitativt og kvalitativt, har bidraget til at holde liv i dansk illustrationskunst. Siden først i 60'erne har han alene til børn illustreret op imod 100 bøger, skolebøger, letlæsningsbøger, billedbøger og bøger for større børn. Og herudover har han tegnet til næsten lige så mange bøger for voksne, især mange naturbøger. "Jeg har altid tegnet, og jeg vidste, at jeg gerne ville illustrere bøger, for det var det, der interesserede mig mest."

 

28509359

Blå bog

Født: 24. juli 1933.

Død: 2016.

Uddannelse: litograf i 1955, arbejdet på forskellige tegnestuer i 5 år. Freelance-tegner siden 1961.

Debut: Kirsebær-Martin. Gyldendal, 1972. Billedbog.

Priser: Kulturministeriets Illustratorpris, 1991.

Seneste udgivelse: Hartmann, Nils: Odysseus. Gyldendal, 2008.

Artikel type
illustratorer

Introduktion

Palle Bregnhøi, født 24.7.1933, illustrator og forfatter.
Uddannet som litograf i 1955, arbejdet på forskellige tegnestuer i 5 år.
Freelance-tegner siden 1961.

Kulturministeriets Illustratorpris 1991 (Dunjakken, tekst Asger Klausen, og Man kan da aldrig få brædder nok) .

"Jeg føler en meget stærk forbindelse til den danske tradition." Den replik kunne være et passende udgangspunkt for en karakteristik af illustratoren Palle Bregnhøi. Dels er der i hans billeder en umiskendelig dansk tone, og dels er der få illustratorer, der som han både kvantitativt og kvalitativt har bidraget til at holde liv i dansk illustrationskunst.

Siden først i 60´erne har han alene til børn illustreret op imod 100 bøger, både skolebøger, letlæsningsbøger, billedbøger og bøger for større børn. Og herudover har han tegnet til næsten ligeså mange fag- og skønlitterære bøger for voksne, især mange naturbøger. "Jeg har altid tegnet, og jeg vidste, at jeg gerne ville illustrere bøger, for det var det, der interesserede mig mest."

For at lære noget om reproduktion valgte Palle Bregnhøi en uddannelse som litograf, og 5 år som ansat på et reklamebureau tæller også med som en slags uddannelse: "Her lærte jeg meget, især om komposition, " siger han. Men en levevej som illustrator trak mere end de sikre penge i reklamebranchen, og særlig tiltrækkende var det at illustrere for børn: "Jeg havde lyst til at tegne for børn, fordi du i en børnebog kan fabulere og egentlig lave det fuldstændig, som du vil".

Den danske tradition

Palle Bregnhøi har et bevidst og artikuleret forhold til den måde, han udtrykker sig på i sine illustrationer: "Jeg har spekuleret mange gange, specielt igennem de senere år - man begynder jo at fundere - hvorfor jeg egentlig gør, som jeg gør. Sommetider når jeg ser noget østeuropæisk, tænker jeg: Av for søren, hvor er de dygtige. Jeg er fuld af beundring for enhver som tegner dygtigt. Men den østeuropæiske og også den tyske og svejtsiske måde at tegne på, det er jo noget helt andet, end det vi gør. Gennem de østeuropæiske tegnere er jeg blevet klar over, at jeg tegner, som jeg gør, fordi jeg er dansker."

Ikke fordi Palle Bregnhøi har bestemte danske forbilleder, "men vi er en dansk tradition. Derfor minder vi alligevel meget om hinanden. Der var én, der sagde til mig: "Du tegner jo naturalistisk ligesom Svend Otto, Ib Spang Olsen og Erik Hjorth Nielsen", og det er rigtigt nok. Jeg voksede op med Axel Mathiessen, Svend Otto, Johan Thomas Lundby og Ib Andersen - ham var jeg meget begejstret for."

Det ubevidste i tegneprocessen

"Det er tit, når jeg starter på en bog, så har jeg nogle bestemte ideer om, hvordan jeg vil lave den. Og når så bogen er færdig - ja, jeg står inde for alt, hvad jeg har lavet - men det er bare ikke blevet det, jeg havde tænkt, før jeg begyndte at tegne. Og det er simpelthen, fordi jeg udtrykker mig selv. Og ´mig selv´ er faktisk sådan som mine tegninger. Og det er ligegyldigt, hvem der tegner, vi kan kende personen, når vi ser tegningerne. Det gælder os alle: nok arbejder vi bevidst, vi har nogle ideer og tanker med, hvad det er, vi vil vise, og hvordan vi vil gøre det. Men samtidig, mens du laver billedet, så sker der en masse ting, som sommetider kan komme helt bag på dig. Men hvis det bare er noget positivt, så får det lov at blive sådan. Der sker noget ubevidst. Den ubevidste ´mig´ sidder og leger med og tager sommetider styringen. Og det er derfor, vi alle arbejder forskelligt. Vi er forskellige personer."

Ud fra samme idé forklarer Palle Bregnhøi de forandringer, hans stil har undergået i løbet af de 30 år, han har været illustrator. "Vi forandrer os jo indvendig, så det ville være sært, hvis der ikke var sket noget som helst."

Den kreative energi

Ved at se på hans billeder burde man altså kunne få et indtryk af personen Palle Bregnhøi, i reneste form måske i de bøger, hvor han er ophavsmand til både tekst og billede, dvs. Kirsebær-Martin, Kære far og mor og Man kan da aldrig få brædder nok.

Fælles for alle tre bøger er en letløbende og perlende form for energi, der både gennemstrømmer børneskildringerne, driver kompositionen af historierne og samtidig er fortællingernes budskab. De tre bøgers hovedpersoner har alle et højt og opfindsomt energiniveau. Der fantaseres, skabes, leges og handles i én ubrudt bevægelse.

Den ene fantasi, den ene handling tager den næste i et humoristisk farvet forløb, mens overskudsenergi og varme brænder gloende rødt i børnenes kinder og ører. Alle tre bøger både beskriver og er produkter af legens kreative energi.

Kirsebær-Martin

Hjemme i haven står der en gammel kanon. Martin kigger på den. © Palle Bregnhøi
Hjemme i haven står der
en gammel kanon.
Martin kigger på den.
© Palle Bregnhøi

I Kirsebær-Martin, som Palle Bregnhøi i øvrigt selv har litograferet, har drengen Martin et ganske bestemt formål med sine aktiviteter: at få fyldt sin mave med kirsebær fra naboens bugnende træ. Og på både virkelighedens og fantasiens plan, der begge tegnes som værende lige reelle for hovedpersonen, udtænker og afprøver Martin mange snedige måder at nå sit mål på, f.eks. at lade sig skyde over i træet med kanon eller svæve derover under en stor ballon. Det er den ydre handling i historien. 

Men samtidig er den en fortælling om kreativitetens natur og barnets uhæmmede evne for kreativitet. Det, der ser ud til at være kreativitetens formål - kirsebærrene - er i lige så høj grad bare igangsættende for en proces, der bliver sit eget formål i kraft af det nærvær og den uforbeholdne energi, hovedaktøren lægger i den.

Billederne fortæller overbevisende, at det er lige så herligt at beruse sig i fantasi og skaben, som det er at beruse sig i kirsebær. Mange af billederne viser Martin hængende hel- eller halvvejs i luften på vej opad mod kirsebærrene svarende til, at han også mentalt har sluppet jordforbindelsen og beherskes af den mere løse tids- og stedsfornemmelse, der hører med til at være opslugt af leg og fantasi.

Kontrasterne

Palle Bregnhøi bruger ofte kontrasterne til at generere den energi, der strømmer gennem alt, hvad han laver, og man kan finde kontrasterne på flere forskellige planer i bøgerne, i billedernes farver, i tegnestilen eller i forholdet mellem tekst og billede.

F.eks. forlener de brækkede farver i farvekridtstegningerne det lette og flyvende i historien om Kirsebær-Martin med tyngden i den sanselige glæde ved tingene, der også er en side af Palle Bregnhøis udtryk. Dog er tyngden mere udtalt i farvekridtstegningerne end i Palle Bregnhøis senere bøger, hvor han arbejder med akvareller.

Akvarellerne i sig selv giver farverne mere lys, men desuden er Palle Bregnhøi mesterlig til at bruge dem, så papirets hvide lys er med til at give liv og dybde i billedet. Tit lader han f.eks. billedets figurer afgrænses og afrundes af hvidt. "Jeg elsker lyset," siger han, "jeg synes det er noget af det mest spændende. Det er også sådan noget, som er kommet efterhånden i løbet af de 30 år, jeg har arbejdet."

Uanset teknikken, han anvender, bruger Palle Bregnhøi altid stærke farver, eller som han foretrækker at betegne dem ´kraftige farver´. "Jeg synes ikke selv, jeg bruger stærke farver. Jeg bruger altid snavsede farver. Jeg blander dem. Det er aldrig rene farver. Min yndlingsfarve er blåt, og jeg må styre mig for at prøve at bruge andre farver også. Jeg synes godt om at lave kontrasten. Jeg har næsten ikke lavet et billede, uden at der er blåt og grønt. Det er min måde."

Netop i akvarelbillederne bliver kontrasterne meget tydelige, dels mellem det luftige i det hvide lys og det sanselige i farvevalget, og dels også mellem det på en gang løse og sikre i den tegnestil, der er kendemærket for Palle Bregnhøi. Der er noget løst skitserende og let krøllet over stregens mange små svinkeærinder undervejs, indtil den alligevel sikkert slutter om den naturalistisk skildrede form.

Samtidig er det et karakteristisk udtryk for hans humor, at han ofte fanger sine personer i et yderpunkt af en bevægelse. Sammen med det løse i hans streg får det skildringen af en dreng som Rasmus fra Kære far og mor til nærmest at sitre og blafre af energi.

Kære far og mor

© Palle Bregnhøi
© Palle Bregnhøi

Også i den bog er det et barns høje aktivitetsniveau, der skaber den ydre handling. Rasmus er på ferie hos sin moster og onkel og kusine og skriver et brev hjem om sine oplevelser. Brevet er bogens tekst, stakåndet og ulogisk springende. Billederne kontrasterer den lakoniske tekst, så man får alle nuancer i situationerne med, gjort på en måde, der er underholdende og forståelig for både børn og voksne.

 

Foruden at være en humoristisk effekt virker spændingen mellem tekst og billede også som en rørende påmindelse om, hvor sårbar kommunikationen mellem børn og voksne i grunden er, fordi vores positioner i verden er så forskellige, at selv sproget ikke umiddelbart er fælles, selvom Rasmus gør sit bedste.

F.eks. fortæller han, at han for at redde en kat ned fra taget må slæbe en stige derhen og klatre op ad den. Det går endda. Problemet er at komme ned igen, og Rasmus skriver kryptisk: Det var også fordi onkel har et drivhus lige ved siden af. Jeg kommer nok hjem imorgen. Billedet viser den forknytte dreng på taget, stigen liggende blandt glasskår tværs gennem et smadret drivhus og en truende udseende onkel ventende ved siden af. Så forstår vi alt.

Palle Bregnhøi lader taktfuldt historien ende på en måde, så barnet ikke hænges ud og viser, at lige så meget barnets uhæmmede energiudfoldelse kan komme på tværs, lige så livsnødvendig er den også - bogstavelig talt. På bogens sidste side meddeler Rasmus, at imorges faldt lille Ane i dammen. Men jeg hev hende bare op igen. Og nu har jeg spist is og jordbær og chokolade og småkager og lakrids og saftevand hele dagen, og jeg kommer først hjem om fjorten dage.

Netop det energisk skabende og levende står i centrum, når Palle Bregnhøi fortæller om, hvad det er, han ser, når han tegner børn: "Alle illustratorer tegner personer forskelligt i samklang med, hvem de selv er. Jeg vil gerne tegne ungerne i bevægelse, og at de laver en hel masse. Det er det, der er min tanke med det. Det er den udstråling, ungerne har, og som siger de unger, som skal se billederne noget. Jeg havde tre unger selv og har været med til deres fødsel, så jeg ved godt, hvordan sådan nogle unger ser ud, og hvordan de triller sig. Jeg har haft dem som modeller ustandselig - og det var det værste de vidste!"

Man kan da aldrig få brædder nok

De tekster, Palle Bregnhøi har illustreret, egne eller andres, tager så godt som alle udgangspunkt i en almindelig, genkendelig hverdag, som den udspiller sig i det velkendte fysiske univers, en verden, han skildrer veloplagt og ubesværet i sine billeder. "Jeg elsker tingene, og jeg synes, det er så spændende at gengive tingene, men så bare putte dem ind i historiens sammenhæng. Og samtidig håber jeg, at ungerne får den samme glæde, som jeg har, og at de opdager - jamen, det er jo smukt - det ser dejligt ud."

I Man kan da aldrig få brædder nok tegner han børn, der helt tydeligt har en glæde ved tingene og især ved at skabe ud af tingene. Og ligesom i Kirsebær-Martin er det vigtigste ikke at nå et mål, men at være i den skabende proces.

Historien udspiller sig i natur og landlige omgivelser, der er skildret med en forelsket sans for skønheden i kontraster, der giver billederne vibrerende liv og varme. Det gule sollys gør det frodige græs næsten selvlysende grønt, den nedgående sol er kæmpestor og dyborange mod billedets skumringsblågrønne forgrund, og et hus, der er en øjenfryd ved sine rød/hvide kontraster får lov til bare for skønhedens skyld at fylde næsten hele billedet.

Jo, det lykkes for Palle Bregnhøi at smitte os med sin forelskelse og den sindets lethed, forelskelsen hører sammen med.

Den lyse, varme lethed

© Palle Bregnhøi

Også i valget af synsvinkler giver Palle Bregnhøi os indtrykket af en fornøjet lethed, en tro på at alt er muligt. Der findes ikke det problem, der ikke kan løses kreativt. F.eks. lægges vinklen tit enten helt ovenfra eller skråt ovenfra, og når det også kombineres med et vidvinkelperspektiv, som f.eks. i billedet af det røde og hvide hus, kommer der foruden indtrykket af lethed også kompositorisk levende og udfordrende billeder ud af det. 

De børn, han skildrer i sine egne bøger, er glade, fulde af appetit på livet og omgivet af voksne, der, i hvert fald inden bogen slutter, accepterer børnene som det, de er. Og uanset indholdet af de bøger, han i øvrigt har illustreret, er der altid lagt håb og varme ind i tegningerne af børnene. Også af børn som f.eks. Pelle fra Pelle Jansson bøgerne eller Palle fra Palles verden, der ellers begge må kæmpe hårdt for at klare sig i en overvældende og børneuvenlig verden.

Om den varme og venlighed, der altid er tilstede i Palle Bregnhøis billeder til børn, siger han selv: "Det værste jeg ved, det er når nogen siger om en tegning, at den er ´sød´, for jeg er ikke ude på at lave søde tegninger. Men jeg vil gerne lave varme tegninger, noget der er rart. Ikke bare for at lave noget behageligt, men noget, der er lyst og varmt og dejligt - men i overensstemmelse med teksten. Jeg synes, det er spændende at lave nogle groteske tegninger med uhygge og sådan, så det er ikke fordi jeg kun vil lave noget ´rart´, men det er bare der, jeg befinder mig. Jeg kan også bedst lide at omgive mig med rare mennesker!"

Hverdagsrealismen

© Palle Bregnhøi

Jeg ved ikke, hvordan børnelitteratur skal være. Den kan være mange slags. Men du kan mærke om det er en god eller dårlig tekst. Jeg har altid prøvet med alle de bøger, jeg har lavet - og det er dér skiftet i teknikker kommer ind - at være trofast overfor forfatterens tekst. Jeg lever mig ind i teksten, og så prøver jeg at lave noget, som er i overensstemmelse med, men naturligvis på den måde, ´jeg´ vil udtrykke det." 

Måske kan det ikke undgås, når man i så mange år har illustreret så mange tekster af andre forfattere, at nogle af teksterne ikke lever op til den standard, Palle Bregnhøi lægger i sine billeder.

Men Palle Bregnhøi lægger altid den varme i billederne, der er alfa og omega for hverdagsrealismen i billedbøger, og når de spiller sammen med en vellykket tekst af f.eks. Thøger Birkeland, Hans Hansen eller Nils Hartmann bliver resultatet trygge, stemningsfyldte billedbøger, der uden at overskride grænserne for hvad børn skal belemres med, tager børns problemer alvorligt og gør dem genkendelige og overskuelige for læseren.

I Hans Hansens fortælling om meget ung kærlighed, Det synger når man kysser, har Palle Bregnhøi understreget stemningernes bærende betydning i historien ved at lade hvert opslag have forskellig baggrundsfarve i samklang med hovedpersonen Lars´ stemning i løbet af den lørdag, der starter så trist, fordi han ikke skal i skole og derfor ikke kan være sammen med kæresten Lone.

Ud af et vellykket, tæt samarbejde med forfatteren Nils Hartmann er der kommet to billedbøger med nogle af Palle Bregnhøis fineste akvarelbilleder: Eske og Åmanden og Fatimas hånd. Her spiller han effektfuldt på kontrasterne i de kraftige farver, han holder af at bruge og får ved hjælp af farverne intenst og udtryksfuldt skildret både natur og følelser.

Som f.eks. i billedet af drengen Eske og den gamle mand, Åmanden, i mosen ved solnedgangstid, hvor Åmanden er blevet dårlig og er faldet om, og Eske bliver hos ham, men bliver mere og mere bange jo mørkere det bliver. Billedet er både et træffende udtryk for den skønhed og mosekonemystik, der er typisk for en dansk sommeraften og for den angst og uhyggefornemmelse, drengen har overfor det tiltagende mørke og det ukendte i situationen.

Farverne og spændingen mellem dem bruges også til at understre toner i teksten. på det opslag, hvor teksten første gang antyder, at noget er galt med Åmanden, viser billeder Eske, der endnu ikke aner uråd, stående i en plet klart gult solskin og i en påfaldende kontrast hertil Åmanden liggende slapt hen i koldt skyggeblåt.

Dunjakken

© Palle Bregnhøi

I billederne til den fantastiske fortælling Dunjakken af Asger Klausen får Palle Bregnhøis billeder et nyt og lidt mørkere anstrøg af eventyrlighed og magi. Ikke fordi eventyret ellers er en fremmed verden for ham, der med indlevelse har illustreret mange forskellige folkeeventyr og -sagn, nordiske myter og H.C. Andersen-eventyr, men i Dunjakken viser naturalisten og hverdagsskildreren en magisk forvandling i et billedsprog, der på en særlig måde glider mellem magi og realisme. 

Pigen Line forvandles under leg til en musvåge, og med Lines øjne oplever vi, hvordan det er at kunne flyve. Hvad man end mener om den måde, teksten blander magi og realisme på, formår Palle Bregnhøi i sine billeder at ramme de magiske lag i historien rent og vise os det fascinerende i fornemmelsen af, at ens arme er blevet til vinger, der suverænt følger aerodynamikkens elegante og kraftfulde love.

Paradoksalt nok tegner han det magiske element, fuglen, næsten minutiøst realistisk i modsætning til det mere frit fabulerende, der ellers ligger i hans billeder til børn. Men netop fuglens virkelighed sætter det fantastiske i Lines forvandling i relief. Og da Palle Bregnhøi samtidig elegant og dramatisk udnytter billedkompositionen i bogens høje format til at give os et indtryk af størrelsen, kraften og suset i en rovfugls vinger og luftrummets lange kig op og ned, får vi også et indblik i den overvirkelige fryd og fascination, Line føler ved som fugl at beherske luftens element.

Også det magiske element rummes altså af Palle Bregnhøis trofasthed overfor den tekst, han illustrerer, og som alle de andre facetter af hans tegnetalent får det hans helt personlige præg. Det præg af varme og venlighed og den letflydende kreativitet, livsglædens grundlag, som er en integreret del af hele hans personlighed. Og bedre udgangspunkt for at illustrere til børn kan man vel næppe have!

Bibliografi

Illustrerede værker for børn og unge.

Andersen, H.C.:
Lille Claus og store Claus. 1969 (bi)
Andersen, H.C.:
Svinedrengen. 1971 (bi)
Peterson, Hans:
Pelle Jansson. 1971 1. del af serie
Peterson, Hans:
Pelle Jansson og hans far. 1972 2. del af serie
Peterson, Hans:
Pelle Jansson gi´r sig ikke. 1973 3. del af serie
Bregnhøi, Palle:
Kirsebær-Martin. 1972 (bi)
Rasmussen, Vang:
Herakles. 1972 (29.2)
Rasmussen, Vang:
Jason. 1972 (29.2)
Peterson, Hans:
Ønskehuset. 1973 (bi)
Rasmussen, Vang:
Amled. 1974 (96.13)
Rasmussen, Vang:
Kauko. 1975 (39.13)
Rasmussen, Vang:
Samson. 1975 (22.2)
Rasmussen, Vang:
Kasasuk. 1976 (39.13)
Rasmussen, Vang:
Marko. 1976 (97.8)
Bregnhøi, Palle:
Grisen og pandekagen. 1977 (bi 39.12)
Holm, Eigil:
Jonas og bierne. 1979 (63.8)
Birkeland, Thøger:
Da Lene og Per pjækkede. 1983 (bi)
Dahms, Anne-Grethe:
Farvel til Vimmer. 1983 (bi)
Trampe, Poul-Henrik:
Kaspers racer. 1983
Bregnhøi, Palle:
Kære far og mor. 1984 (bi)
Hansen, Hans:
En skør gammel kone. 1984
Hansen, Carsten:
Damptrollen Tulle. 1986 (bi)
Hansen, Hans:
Det synger når man kysser. 1986 (bi)
Petersen, Palle:
Palles verden. 1987 (bi)
Hartmann, Nils:
Eske og Åmanden på fisketur. 1988 (bi)
Sønsthagen, Kari:
Lasses lange rejse. 1988
Hartmann, Nils:
Fatimas hånd. 1989 (bi)
Bregnhøi, Palle:
Man kan da aldrig få brædder nok. 1991 (bi)
Klausen, Asger:
Dunjakken. 1991 (bi)
Birkeholm, Jørn:
Hjælp! - min far har overlevet!. 1993
Eilstrup, Lena:
Børnene i stenalderen. 1993 (91.151)
Hartmann, Nils:
Danmark forandrer sig. 1995 (96.1)
Jensen, Louis:
Hjalmars nye hat. 1997 (bi)
Hartmann, Nils:
Gøngehøvdingen. 1998 (bi)
Lützen, Hanna:
Den hemmelige låge. 1999 (bi)
Pedersen, Knud Erik:
Hvem der først bliver vred. 2000 (bi 39.12)
Brandt, Aage:
Hvor går man hen når man går bort. 2001 (bi)
Pedersen, Knud Erik:
Peik. 2003 (bi 39.12)
Hartmann, Nils:
Den trojanske krig. 2005.
Nordahl, Peter:
Skæbnefortællinger fra Langerødville. 2006
Pedersen, Knud Erik:
Pjaltehætte. 2006. (bi 39.12)
Hartmann, Nils:
Odysseus. 2008.
Palle Bregnhøi har desuden illustreret letlæsningsbøger.

Læs mere om Palle Bregnhøi.

Heiberg, Peter:
Palle Bregnhøi. 1988 Bibliotekscentralen.

Om Palle Bregnhøi

Link

Her får man de vigtigste pejlemærker i Palle Bregnhøis forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Palle Bregnhøi