- © Palle Bregnhøi
Jeg ved ikke, hvordan børnelitteratur skal være. Den kan være mange slags. Men du kan mærke om det er en god eller dårlig tekst. Jeg har altid prøvet med alle de bøger, jeg har lavet - og det er dér skiftet i teknikker kommer ind - at være trofast overfor forfatterens tekst. Jeg lever mig ind i teksten, og så prøver jeg at lave noget, som er i overensstemmelse med, men naturligvis på den måde, ´jeg´ vil udtrykke det."
Måske kan det ikke undgås, når man i så mange år har illustreret så mange tekster af andre forfattere, at nogle af teksterne ikke lever op til den standard, Palle Bregnhøi lægger i sine billeder.
Men Palle Bregnhøi lægger altid den varme i billederne, der er alfa og omega for hverdagsrealismen i billedbøger, og når de spiller sammen med en vellykket tekst af f.eks. Thøger Birkeland, Hans Hansen eller Nils Hartmann bliver resultatet trygge, stemningsfyldte billedbøger, der uden at overskride grænserne for hvad børn skal belemres med, tager børns problemer alvorligt og gør dem genkendelige og overskuelige for læseren.
I Hans Hansens fortælling om meget ung kærlighed, Det synger når man kysser, har Palle Bregnhøi understreget stemningernes bærende betydning i historien ved at lade hvert opslag have forskellig baggrundsfarve i samklang med hovedpersonen Lars´ stemning i løbet af den lørdag, der starter så trist, fordi han ikke skal i skole og derfor ikke kan være sammen med kæresten Lone.
Ud af et vellykket, tæt samarbejde med forfatteren Nils Hartmann er der kommet to billedbøger med nogle af Palle Bregnhøis fineste akvarelbilleder: Eske og Åmanden og Fatimas hånd. Her spiller han effektfuldt på kontrasterne i de kraftige farver, han holder af at bruge og får ved hjælp af farverne intenst og udtryksfuldt skildret både natur og følelser.
Som f.eks. i billedet af drengen Eske og den gamle mand, Åmanden, i mosen ved solnedgangstid, hvor Åmanden er blevet dårlig og er faldet om, og Eske bliver hos ham, men bliver mere og mere bange jo mørkere det bliver. Billedet er både et træffende udtryk for den skønhed og mosekonemystik, der er typisk for en dansk sommeraften og for den angst og uhyggefornemmelse, drengen har overfor det tiltagende mørke og det ukendte i situationen.
Farverne og spændingen mellem dem bruges også til at understre toner i teksten. på det opslag, hvor teksten første gang antyder, at noget er galt med Åmanden, viser billeder Eske, der endnu ikke aner uråd, stående i en plet klart gult solskin og i en påfaldende kontrast hertil Åmanden liggende slapt hen i koldt skyggeblåt.