SZ

Citat
”50’er-film viste kun to veje. Køkkenvejen eller stjernevejen. (Ingen forfatterveje!) Blå Engel, Prinsessen holder fridag, Romerinden, La Strada hed nogle af de 50erfilm, der generelt er fulde af fallerede kvinder som drømme- og modbillede til husmoderen. Men tanken om at gå køkkenvejen og dermed være den livsopretholdende kraft for andre, var for tung. Så hellere lade sig falde.”
”SZ”, s. 35.

I anledning af Suzanne Brøggers 70-års fødselsdag d. 18. november 2014 udkom samme dag tekst- og billedsamlingen ”SZ – et livs billeder 1944-2014”. Trykt under skiftevis et S: og et Z: indeholder bogen klip fra 70 års levet liv samt en række nyskrevne notater og erindringer, udvalgt af Brøgger selv. Der er uddrag fra Brøggers egne værker, fra hendes oversættelser af andres værker, klip fra taler til og fra hende, der er uddrag fra andres værker og citater fra store personligheder og inspirationskilder. På billedsiden er der fotografier fra hele Brøggers liv, fotos fra steder, der har betydet noget for særligt, billeder af familiemedlemmer, optryk af postkort og avisudklip, kunstværker, satiretegninger etc. Tilsammen giver de mange elementer et indtryk af det liv, Suzanne Brøgger har levet og de værker, hun har skrevet selv eller på andre måder været involveret i.

51472799

I sit forord reflekterer Brøgger over måden at håndtere tid på: ”Men jeg ved ikke, hvordan man tæller til 70 – i lige rækkefølge. Jeg ved ikke, hvordan tiden går. Går den lige derudad? Er den ikke snarere som en cirkel, hvor barndom og ungdom rykker tættere på end dagen i går? Jo, sådan er det. Barnet er i oldingen, og den gamle er til stede i barnet – endnu uudfoldet.” (Forord). Elementerne i den store collage er netop ikke ordnet kronologisk, men springer i tid, fordi et liv ikke kan ordnes efter et enstrenget princip.

Gennem bogen fornemmer man forfatterens dybe optagethed af såvel personlige og sociale som historiske, politiske og kulturelle aspekter. Tekster og refleksioner vidner om en stor berejsthed og indsigt i tankens historie, og samtidig med det store udsyn er der en tydelig indsigt indad.

Forfatterens spørgende interesse for andre mennesker viser sig i de utallige fotos fra møder med så forskellige personer som Astrid Lindgren, Dalai Lama, Jorge Luis Borges, Dronning Margrethe II og Arnold Schwarzenegger. Brøgger er en erfaren verdensdame, og hendes åbne tilgang til såvel verden som vedtagne normer præger denne omfattende samling af Brøgger-fragmenter.

”SZ”, der refererer til en central essaysamling af den franske tænker Roland Barthes af samme navn og endvidere henviser til S og Z i Suzanne, til hendes mand Keld Zeruneith og måske også til deres datter Luzia, tegner et billede af en kvinde, der er sit værd bevidst.