Suzanne Brøggers debutbog udkom første gang i 1973, og den bærer den oprørske titel “Fri os fra kærligheden”. I værket argumenterer en unavngiven kvindelig jeg-fortæller for, at vi skal befries fra kærligheden, og flere af kapitlerne består af små beretninger, der underbygger tesen om familielivets rædsler.
I værkets syvende kapitel “Voldtægt” har såvel fortælleren som dennes veninde været udsat for overgreb, og fortælleren reflekterer over, hvorfor kvinder bliver voldtaget. Hun beskriver voldtægt som det mandsdominerede samfunds mest magtfulde udtryk og punkterer myten om mandens ukontrollerede seksualitet og begær.
28069421
“Fri os fra kærligheden” er et kampskrift; det er et feministisk manifest af en art, som er skrevet på indignation og drømmen om en anden fremtid. Bogens centrale oprør retter sig mod kærligheden i dens institutionaliserede former – ægteskabet og familien. Forfatteren opfordrer til en mere fri og bevægelig kærlighed baseret på dristighed, leg og generøsitet.
Samtidig befrier Brøgger sig fra de litterære normer. Værket stritter i mange retninger og er umuligt at sætte genremæssigt i bås. I de første tre kapitler samt kapitel ni og ti tager fortælleren afsæt i litterære, konkrete og akademiske henvisninger samt historiske fakta, når hun skal underbygge sine udsagn, mens de øvrige kapitler fremstår som en blanding af noveller og dagbogsberetninger. Genretvivlen opstår, fordi handling, refleksioner, konklusioner, rejseberetninger og interviews blandes i en stor pærevælling. Også identiteten kan man som læser blive i tvivl om. Kapitlerne er båret af en kvindelig jeg-fortæller, og identifikationen med Brøggers eget liv og person står nogle gange tydeligt frem, mens den andre gange glider i baggrunden.
Med sin tematik kan værket ses i forlængelse af 1968-oprøret og kvindebevægelsen. Selv tager Brøgger i værket afstand fra den organiserede kvindebevægelse. I kapitel fjorten argumenteres for, at kvinder ikke bør identificere sig med mænd i kønskampen og tro, at ligheden ligger i udviskelsen af forskellene. I stedet bør de fremstå som et alternativ til mandeverdenen.