Creme fraiche, Ja og Transparence

Citat
“Mit hus bevægede sig med forrygende fart gennem et snelandskab. Snefygningen mod ruden, et mikrokosmos af bevægelse og lys, fnug der opstod og roterede omkring lysstrålen fra min stue, altings opståen og opløsning i samme sekund. Hvirvlen mod min rude, en minimælkevej. Sne der både var der og ikke var der. Dette var – og er – det hele. Velkommen nytår!”
“Transparence”, side 243.

I 1978 udkom romanen “Creme fraiche” som første del af en trilogi omhandlende en unavngiven jeg-person, der er forfatter, og hvis karakter på mange måder minder om Suzanne Brøggers eget liv. Romanen er konstrueret som en rammefortælling, hvor rammen udgøres af en flyrejse fra New York til København. I flyet sidder forfatteren med en såret fod og skriver, og alt imens serveres forfatterens livshistorie, fra hun var omkring 14 og boede i Bangkok og til flyturen tyve år senere.

Livet i den mellemliggende periode har været præget af forfatterens insisteren på at leve det frie liv. Hun fremstiller sig selv som en eksperimentator med det projekt at leve livet “mindst kedeligt og mest interessant”, hvilket i hendes optik vil sige at leve uden for de vedtagne ideer om en bestemt livsform. Ud over en intens selvfremstilling består bogen af en række portrætter, hvor især elskeren og læremesteren Max fra Bangkok bliver fremhævet. Han er den, der har inspireret hendes oprørske kærlighedsfilosofi, og som har opfordret hende til at “forme livet efter sin egen vilje”. Hendes egen problematiske kernefamilieopvækst og kostskolelivet fremstår som endnu en faktor, der har inspireret hende til en ‘anderledes’ livsstil.

26092973

Andet bind i trilogien bærer titlen “Ja”, og det er fra 1986. Her har den kvindelige hovedperson alligevel sagt ja til en mand, der lokker med den store kærlighed. Men det, der i første gang ser ud til at være fuldt af forløsning, bliver med tiden til forandring. Manden prøver således at forandre forfatteren. Han vil styre og strukturere hende og tæmme den smukke, uregerlige og uafhængige tiger – et af de dyresymboler, der indgår i forfatterens selvfremstilling. Derfor ender hendes ja da også med at gælde en langt mere himmelsk end jordisk alliance.

“Transparence” fra 1993 er tredje og sidste bind i serien. Her tager forfatteren på en art åndelig rejse ind i sig selv og ud i verden. Som rejsefælle har hun henholdsvis den fallerede musiker Ben, der guider hende ind i musikkens verden, og den tibetanske lama Padmesambhawa, der viser hende vej ind i buddhismens univers. De tre har det til fælles, at de er en slags emigranter i det moderne liv. Ben er sort og føler sig konstant afvist på grund af sin hudfarve. Padmesambhawa blev som lille fjernet fra sin familie for at komme i kloster, fordi han blev anset for at være hellig, og senere blev han forjaget fra sit kloster i Tibet af kinesernes hærgen. Forfatteren føler sig til gengæld forvist fra sit eget liv som et resultat af sin offentlige person og hele den myte, der er spundet omkring hende – som superforføreske og frihedens ypperstepræstinde. For forfatteren fører den åndelige rejse hen til hverdagen og glæden ved livet og det hverdagslige, og den fører til et liv præget af større nærvær og ægthed.

Trilogiens afsluttende titel – transparence – er en form for konklusion på forfatterens tidligere levede liv, som det er skrevet frem i de første to romaner i trilogien. Hvor hun i den første roman hylder den frie kærlighed og erotik og i den anden ender op med at bekende sig til en nærmest religiøs livsforståelse, så handler tredje del om, hvordan forfatterens selv er forsvundet i livseksperimenter og i et forsøg på at tilpasse sig andres forventninger. Hun er simpelthen blevet transparent – gennemsigtig, udvisket. Hun er i den grad forsvundet. Hun er på sammenbruddets rand, og det kræver en enorm vedholdenhed at finde ind til sig selv og leve et ægte liv præget af kærlighed.