Den fejlslagne drøm om transcendens gennem det erotiske, som er et tema i trilogien, der indledes med “Creme fraiche”, udtrykkes skarpest i skuespillet “Efter orgiet” fra 1992. Skuespillet er opbygget som en græsk tragedie med en fortæller ved navn Hekate, der for øvrigt er græsk gudinde for trolddom og hekseri. Dertil kommer fire handlende skuespillere med de påfaldende navne Vulva, Lem, Rigor og Mortis samt et kor, der bryder ind i handlingen med kommentarer og små musikalske mellemspil.
Det centrale i fortællingen er menneskenes fremmedgjorthed over for hinanden. Som Lem på et tidspunkt spørger: “Hvorfor har kærligheden forladt mig? Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, ligegyldigt hvad jeg gør, bliver min kærlighed standset – af hvad?” Ifølge Hekate er årsagen den såkaldte seksuelle frigørelse, der har medvirket til, at mænd og kvinder er blevet ens, og at begæret er blevet sygt. Det er kommet til at handle om “instrumenter og redskaber” i stedet for nærhed og intimitet, og det er ifølge stykkets udsagn den moderne kulturs endeligt. AIDS og kræft står som symbol på de kollektive livsformer, som markerer det moderne menneskes manglende kontrol og gør det moderne liv til en mareridtskultur, hvor alle menneskelige forhold er opløst og alene eksisterer i perverterede former og faconer.
24303977
Litterære mareridt om verdens ødelæggelse udfoldes også i Suzanne Brøggers gendigtning af det oldnordiske kvad “Vølvens spådom” fra 1994. Med den kvindelige fortællerstemme Vølven fremskriver Brøgger historien om den ældgamle Vølve, der stiger op af undergrunden for at fortælle historien om verdens skabelse, undergang og genkomst. Efter skabelsen samles menneskene og bliver enige om navne til alt, men på trods af det umiddelbare samarbejde, kommer historien hurtigt til at handle om splid, krig og drab. Menneskets trang til død og ødelæggelse er nu – som dengang – umættelig, synes kvadets konklusion at være.
Værkernes hovedtema er den moderne kulturs deroute. Sprogligt er værkerne præget af et sprudlende lyrisk overskud, der i “Efter orgiet” giver sig udslag i et sprog, der minder om en mellemting mellem Dan Turèll og Aischylos!
Brøggers gendigtning af ”Vølvens spådom” udkom første gang i 1992 i den fællesnordiske udgivelse ”Sort skinner solen”.