Jadekatten

Citat
“Hun bad Zeste om at komme på wc, og da Zeste tog hende i sine arme og løftede hendes knogler ud på badeværelset, forekom det som om en meget gammel vægt, hun altid havde båret på, pludselig var blevet let. En sygeplejerske kom ind på stuen, og Li hviskede: - Jeg har selv skabt hende.”
“Jadekatten”, s. 451.

I 1997 udgav Suzanne Brøgger den historiske slægtsroman “Jadekatten”, der igennem fire ‘bøger’ gengiver fire generationer af den jødiske familie Løvins historie. Første bog hedder “Katzes bog” og beskriver en familie bestående af Tobias, Katze og deres tre børn Liane, Balder og Rebekka. ”Katzes bog” har Anden Verdenskrig og jødeforfølgelse som kulisse, mens kærlighed og svigt er hovedmotivet. Anden bog, “Myrens bog”, følger den psykisk uligevægtige Lianes liv og tematiserer denne uligevægt, hendes selvmordsforsøg, ægteskaber og manglende evne til at elske tre ud af fire børn. Også i de to sidste bøger, ”Orms bog” og ”Tobias’ bog”, får læserne indblik i, hvordan omsorgssvigt tegner sig i senere generationers liv.

21836753

“Jadekatten” er en skønlitterær udmøntning af den kritik, Brøgger retter mod kernefamilien i værker som “Fri os fra kærligheden” og “Kærlighedens veje og vildveje”. I denne gedigne slægtsroman fremstilles kærligheden som en dødedans, hvor de enkelte familier er prisgivet hinanden, svigter hinanden og kæmper med hinanden på liv og død. Forholdet mellem Katze og Tobias er især præget af hans svigt i form af affærer samt af hendes martyrium og manglende evne til at elske. Lianes forhold til Rejn præget af en mere konfronterende magtkamp. I romanen beskrives Liane som katten og Rejn som hunden, og i de perioder, hvor ægteskabet blomstrer, tilbringer de al tiden i sengen med hinanden, mens Liane tilbringer livet alene i sengen, når forholdet går dårligt. Så bliver hun syg, eller hun gør sig selv syg med forskellige misbrug – for meget alkohol og for lidt mad.

I begge familier er det børnene, der bliver taberne – den ene mere end den anden. I hver af familierne er der kun kærlighed nok til ét af børnene. Hos Katze og Tobias er det Liane, der er yndlingsbarnet, mens Rebekka og Balder kaldes henholdsvis frk. Besserwissen og et skvat. Det viser sig dog, at det ikke er nogen fordel at være moderens øjesten. Selv om det betyder, at man får meget opmærksomhed, så flaskes man samtidig op i moderens billede. Eksempelvis ender Lianes yndlingsbarn Zeste som posedame.

Romanen tematiserer social arv, men den tematiserer samtidig det 20. århundredes historie igennem såvel intimhistorien som de store historiske træks indvirkning på det nære. På den måde bliver man som læser både klogere på historiske begivenheder som Anden Verdenskrig og på livet bag hjemmenes vægge.