Jadekatten

Citat
“Hun bad Zeste om at komme på wc, og da Zeste tog hende i sine arme og løftede hendes knogler ud på badeværelset, forekom det som om en meget gammel vægt, hun altid havde båret på, pludselig var blevet let. En sygeplejerske kom ind på stuen, og Li hviskede: - Jeg har selv skabt hende.”
“Jadekatten”, side 451.

I 1997 udgav Suzanne Brøgger den historiske slægtsroman “Jadekatten”, der igennem fire ‘bøger’ gengiver fire generationer af den jødiske familie Løvins historie. Første bog er “Katzes bog”, og den har den Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt. Da Katzes mand Tobias er jøde, kommer krigen til at spille en stor rolle i familiens liv. Tobias må han flygte til Sverige med de to yngste børn, Balder og Rebekka, mens den ældste datter, Liane, bliver gift og får farvet hår, så ingen skal blive opmærksomme på hendes jødiske aner. Kontrasten er dog ikke så stor, som man kunne tro, for også inden krigen var familien adskilt, da Tobias levede i Riga, mens Katze det meste af tiden levede i København. En væsentlig forskel er der dog – nemlig at ægteskabet i løbet af krigenPå trods af adskillelsen blomstrer kærligheden op ved, at Tobias, men også Katze,under krigen, da Tobias og Katze konstant bekræfter deres kærlighed til hinanden via breve og gaver. Efter krigen får begge et chok, for kærligheden lever ikke op til de mange breve, og Katze må fortsætte sit slidsomme martyrium med ansvar for både økonomi og husholdning. I det hele taget er Katze temmelig bitter – som hun udtrykker det: “Mænd er noget rak og kvinder noget pak. Menneskene er noget rakkerpak.” (side 19).

Den anden bog er “Myrens bog”. Myren er Katzes barnebarn og den anden fødte datter af Liane og Jas. Faktisk handler bogen i høj grad om Liane, som ikke bryder sig stort om Myren. Hun bryder sig heller ikke om de to drenge, Orm og Tor, som hun får med sin anden mand, Rejn. I det hele taget er der ikke meget, Liane bryder sig om, ud over sin far Tobias og sin ældste datter Zeste. Således prøver hun flere gange at begå selvmord. Da Rejn får arbejde for FN i Asien – først i Ceylon (nu: Sri Lanka), og siden i Thailand – redder det umiddelbart Liane, der blomstrer op i Østen, hvor hun kan overlade alt sit arbejde til tjenestefolkene. Men opblomstringen er kortvarig, og konsekvenserne for familien er alvorlige.

Tredje bog er “Orms bog”. Orm er søn af Liane og Rejn og er i den grad blevet svigtet. I hans bog får læseren et glimt af resultatet af svigtet. Bogen er opbygget af korte dagbogssekvenser, der giver indblik i Orms psykiske problemer, hans ensomhed, angst og selvhad.

Sidste bog er “Tobias’ bog”, som på små tre sider viser, at den eneste fra Løvin-familien, der for alvor klarer sig, er en dreng, som ingen ved, hvorfor bærer navnet Løvin, hvilket er stærkt ironisk, da familien ellers i høj grad har hæget om sit familienavn.

21836753

“Jadekatten” er en skønlitterær udmøntning af den kritik, Brøgger retter mod kernefamilien i værker som “Fri os fra kærligheden” og “Kærlighedens veje og vildveje”. I denne gedigne slægtsroman fremstilles kærligheden som en dødedans, hvor de enkelte familier er prisgivet hinanden, svigter hinanden og kæmper med hinanden på liv og død. Hvor forholdet mellem Katze og Tobias især er præget af hans svigt i form af affærer samt af hendes martyrium og manglende evne til at elske, så er Lianes forhold til Rejn præget af en mere konfronterende magtkamp. I romanen beskrives Liane som katten og Rejn som hunden, og i de perioder, hvor ægteskabet blomstrer, så tilbringer de al tiden i sengen med hinanden, mens Liane tilbringer livet alene i sengen, når forholdet går dårligt. Så bliver hun syg, eller hun gør sig selv syg med forskellige misbrug – for meget alkohol og for lidt mad.

Liane beskrives som en kat, og Katze vil også gerne være en kat – for det betyder, at hun er fri. Men hun er ikke fri – hun er dybt afhængig af dyden og af sin mand, og således bliver hun kun kat igennem sit navn, der på tysk betyder kat, og igennem sin erhvervelse af en jadekat – en kattefigur lavet af jade.

I begge familier er det børnene, der bliver taberne – den ene mere end den anden. I hver af familierne er der kun kærlighed nok til ét af børnene. Hos Katze og Tobias er det Liane, der er yndlingsbarnet, mens Rebekka og Balder kaldes henholdsvis frk. Besserwissen og et skvat. Det viser sig dog, at det ikke er nogen fordel at være moderens øjesten. Selv om det betyder, man får meget opmærksomhed, så flaskes man samtidig op i moderens billede. Eksempelvis ender Lianes yndlingsbarn Zeste som posedame.

Romanen handler om social arv, men den tematiserer samtidig det 20. århundredes historie igennem såvel intimhistorien som de store historiske træks indvirkning på det nære. På den måde bliver man som læser både klogere på historiske træk som anden verdenskrig og på livet bag hjemmenes vægge, hvilket man forhåbentligt kan blive endnu klogere på, når “Jadekatten, som det er planen nu, er blevet filmatiseret med Annette K. Olesen som instruktør.