Linda Evangelista Olsen

Citat
“Min mor var ikke af denne verden. Som kat tilhørte hun naturligvis dødsriget. Hun havde perfektioneret selvmordet til en kunstart. Alle ni gange vågnede hun op fra de døde, men man kunne aldrig vide. Selvom hun lå på en sofa, en seng, i en liggestol eller chaiselong, var hun et væsen, der tilsyneladende lå på en silkepude, men i virkeligheden, med øjnene på klem, lå og drømte.”
“Linda Evangelista Olsen”, s. 13.

Det er en kattedame, der pryder forsiden af “Linda Evangelista Olsen”, der udkom i 2001. Romanen handler da også om en kattedame – eller det vil sige om en kvinde, som har haft indtil flere katte, og hvis mor også var en kat. Nu skal sidstnævnte nok ikke tages helt bogstaveligt, men som mødrene i romanen “Jadekatten” fremstilles som katte, således har også jeg-fortælleren en mor, der opfører sig som en kat. “Hun lavede aldrig mad, for det behøvede hun ikke. Hun åd nemlig sine børn, hvis hun var sulten, for det var det mest praktiske.” (side 12-13). Sådan hedder det om fortællerens mor, der desuden beskrives som “primært et erotisk princip” (side 14).

23753804

I sit voksenliv får fortælleren selv en kat. Det sker helt tilfældigt. Nemlig på en solskinsdag, hvor fortælleren er 25 år gammel og cykler en tur i byen Løve på Sjælland. Her møder hun en sort kat, som kommer til at være hendes følgesvend i de næste knap tyve år, hvilket viser sig at være et utroligt lykketræf for fortælleren. Blandt andet bliver kvinden klar over, hvor usundt et forhold, hun på et tidspunkt er i – ikke fordi hun bliver opmærksom på, hvordan manden behandler hende, men fordi hun ser, hvor dårligt han behandler katten. På den måde bliver katten katalysator for kvindens evne til at sætte grænser. Ligeledes bliver katten et spejl på fortællerens forhold til sin mor – katten, som kvinden derigennem får adgang til bedre at forstå. Til gengæld har kvinden svært ved at sætte grænser for katten, fordi den efterhånden bliver som hendes barn, eller måske nærmere som en del af hende, så da fortælleren faktisk møder en sød mand og får barn med ham, så er hun fuld af dårlig samvittighed over for katten, der nu bliver forvist fra soveværelset.

Da den sorte kat dør, får fortælleren, der nu deler hjem med et barn og en mand, en ny kat, der bliver døbt Linda Evangelista Olsen, og det er med denne kat ved sin side, at kvinden beretter sine kattes historie. Som læser kommer man nemt til at trække på psykologien og tolke kattehistorien som et billede på datterens forsoning med sin moder. At det altså netop er fordi, jeg-fortælleren har haft en kat til mor, at hun i sit voksenliv må erhverve sig en kat, så hun kan lære kattens væsen at kende og dermed frigøre sig fra sin barndom og blive i stand til at gå voksenlivet – og kærligheden – i møde.